Vil Ceres støtte et nyt stadion?
Mon Ceres og andre store virksomheder hellere vil støtte byens hold, AGF, på et nyt stadion?
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Forleden kunne AGF offentliggøre en historisk aftale med Ceres, som betyder, at NRGi Park & Arena bliver til Ceres Park & Arena til sommer.
Ceres Bryggerierne har siden 1856 haft et historisk tæt bånd med Aarhus og byens hold, AGF. Glæden over at få Ceres tilbage på AGF’s spilletrøjer kunne man hurtigt spotte på de sociale medier.
Freddy Larsen, sponsor- og eventchef i Royal Unibrew, udtalte sig i forbindelse med offentliggørelsen til Agf.dk.
En lang historie
»Ceres har en lang historie i byen, og det ønsker vi at manifestere med den nye aftale, der rummer mange spændende perspektiver. Det gælder ikke kun på fodboldbanen, hvor vi naturligvis håber, at vi med vores opbakning kan være med til at føre AGF tilbage til Superligaen, men også i forhold til koncerter og andre store events, som Aarhus Elite i fremtiden vil afholde. Kigger vi et par år frem, skal Aarhus være Europæisk Kulturhovedstad 2017, og aftalen skal også ses i det lys.
Vi ønsker at være en aktiv del af sporten og kulturen i byen i mange år frem, og det understreger vi med det nye samarbejde med AGF.«
Kommerciel direktør i AGF, Jørn Klinge, mener, at man med den nye aftale med Ceres sender et stærkt signal til hele Aarhus.
»Med den nye aftale sender Royal Unibrew et stærkt signal til hele Aarhus. Vi er stolte over, at AGF, vores faciliteter og vores brand spiller en så central rolle i deres strategi, og at vores platform i så stor udstrækning skal bruges til at promovere og sælge deres produkter. Både AGF og Royal Unibrew har store ambitioner for samarbejdet, og vi ser frem til at skrive nye, spændende kapitler i vores fælles historie. For fans, tilskuere og koncertgængere er det også en skelsættende aftale, og den vil styrke det fællesskab og sammenhold, der kendetegner AGF.«
Ceres støtter AGF i forbindelse med fodbolden, koncerter og andre store events, hvor AGF samtidig håber at den nye samtale kan komme fans, tilskuere og koncertgængere til gode.
Et klart signal
Aftalen løber frem til 2020, hvor også forpagtningsaftalen af atletikstadionet udløber. Mon Ceres og andre store virksomheder hellere vil støtte byens hold, AGF, på et nyt stadion i forhold til det nuværende atletikstadion, som desværre ikke kan give fans, tilskuere og koncertgængere en god oplevelse?
Facebookgruppen ”Nyt stadion til Aarhus” hilser Ceres tilbage og håber, at man med denne aftale sender et klart signal til politikerne i Aarhus om, at der skal handling frem for snak i stadion-debatten.
Vi ønsker et nyt stadion til Aarhus!