Vi har del i hinandens lykke
Det er nødvendigt at gøre noget ved perfektionskulturen.
»Vi bærer alle ansvaret for vores egen lykke«. Sådan skriver psykolog Mette Holm i JP Aarhus 16/2.
Hun efterlyser mod til at sætte ord på følelser, navigere i dem og bruge dem som guidelines. Og opponerer imod mennesker, der dulmer deres følelser frem for at forholde sig til dem.
Så vidt, så godt, men jeg står af der, hvor Mette Holm reducerer tristhed, angst, vrede og skuffelse til at handle om en manglende overensstemmelse mellem det levede liv og vores drømme.
»De fleste af os har ikke lært, at vi faktisk sidder med nøglen til vores egen skaberkraft«. Eller sagt med andre ord: Hvis du blot forholder dig til dine følelser, kan du skabe lige præcis det liv, du drømmer om. Du bliver lykkelig.
Er det så enkelt?
Forenkling
Jeg mener, at det er en problematisk forenkling.
For det første mener jeg, at livet er en lang balancegang, hvor jeg forstår lykken som momentvis og ikke som en tilstand, der kan fastholdes.
For det andet mener jeg, at en dygtig psykolog fratager klienten den byrde, det kan være at tro, at vi alene har ansvaret for vores eget liv. Forståelsen indebærer for eksempel, at helbredelse af en psykisk sygdom alene er et spørgsmål om at tage ansvar.
Så enkelt er det naturligvis ikke.
Opgør med perfektion
Jeg drømmer for min del om et opgør med normaliteten og den perfektion, som normaliteten efterhånden har udviklet sig til.
Jeg drømmer om en kultur, hvor jeg ikke alene rummes, men også værdsættes for det hele menneske, jeg er.
Jeg drømmer om en kultur, hvor mennesker ikke puster sig op eller krymper, fordi de føler sig utilstrækkelige, når de falder uden for normaliteten eller ikke er perfekte. I en sådan kultur ville angst og tristhed have fyldt mindre i mit liv.
Megen af den tristhed og angst, som vi oplever, er formentlig bundet til normalitets- og perfektionskulturen. En kultur, som vi sammen kan ændre, hvis vi hver især tør kigge indad og mærke den følelse af skam, der kan være forbundet med normaliteten.
Det er ikke et spørgsmål om enten at kigge indad eller udad, men et både-og. Kultur og mennesker hænger sammen.
Brug Facebook
Med de sociale medier har vi mulighed for sammen at udstille normaliteten som en tåbelig konstruktion. Dette oplæg kunne deles, eller du kunne gå ind på ”Fri os for normaliteten” på Facebook, hvor du opfordres til at bidrage til et opgør med normaliteten i en lille video, hvor jeg fremtræder helt og aldeles perfekt i min ufuldkommenhed.
Vi har også del i hinandens lykke, eftersom vi er en del af hinanden og former hinanden i den kultur, vi lever i. Der er masser af forhold, som vi må stå sammen om for at ændre. Vi bærer ikke alene ansvaret for, hvordan vores liv udformer sig.