Når verden er dit spejl

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

På mange måder er psykolog Mette Holms klumme ”Smil, for pokker!” i ”Det mener jeg...” JP Aarhus 6/10 et tidstypisk udtryk for, hvordan en af de gamle kristne dødssynder kan fremstilles som noget, der til forveksling ligner en dyd.

Holms opfordring til øget opmærksomhed på ydre skønhed (læs; forfængelighed) kan måske forekomme uskyldig, men når de andres vurdering af, hvordan du tager dig ud, bliver udslagsgivende for, om du får en god dag eller ej, så mener jeg, at nogen må sige fra.

Forfængelighed skal der advares imod, ikke bare fordi man selv bliver grimmere deraf, men også fordi det grundlæggende skaber selvoptagede mennesker. Ved at ”træne vores forfængeligheds- og skønhedsmuskel” hælder vi benzin på det bål, der nærer den ”se mig”-kultur, som stortrives på de sociale medier.

Der findes unge mennesker, hvis selvværd afhænger af, hvor mange likes de får på Facebook. Det er forfængelighed i sin reneste form. Det ser ikke ud, som om man bliver lykkeligere af det.

Jeg mener langtfra, at man skal være ligeglad med sit udseende, ligesom jeg også giver Holm ret i, at det er »rarest at omgive sig med mennesker, der har smil på læben«.

Vi gør andre til redskaber

Jeg mener tilmed, at Holm ser rigtigt, når hun karakteriserer menneskets dybeste behov som ”det at blive set.” Ingen kan holde ud aldrig at blive lagt mærke til. Men spørgsmålet er: af hvem?

Kristendommen har altid advaret mod forfængelighed, fordi vi i stedet for at gøre verden til et potentielt bedre sted kommer til at gøre verden til et spejl. De andre gøres derved til redskaber for min lykkefølelse.

Den kristnes grundlæggende tro på en god og nådig Gud friholder ham eller hende fra at skulle jage efter andres ydre anerkendelse.

Når man tænker over det, giver det faktisk et smil på læben. Det er befriende at vide, at ikke alle nøjes med de 30 sekunder, det i gennemsnit tager et menneske at danne sig et førstehåndsindtryk af et andet. Et menneske har værdi i kraft af sin skabthed – ikke i kraft af, hvor velplejet det tager sig ud.