Et farligt amatørteater

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Taler man om danskernes motionsvaner, taler man ofte om et A-hold og et B-hold, og jeg tænker: hvis B-holdet motionerede lige så meget som de vildeste på A-holdet, kunne vi ikke komme til for hinanden!

En gammel mester og dansk rekordholder blev en dag mødt af en elev med meget fravær på grund af træning. »Du ved jo hvordan det er,« sagde eleven i et forsøg på at appellere til mesterens forståelse. »Ja,« sagde den gamle mester, »men jeg var jo også elite – motiveret af Team Danmark. Du er blot en amatør og skal passe din plads!«

Træn som eliten! Aldrig har der været så mange motionister,som i dag. Og aldrig har der været så mange som forsøger at træne som eliten. Med selvudnævnte eksperter og coaches konkurreres der: løbes og køres om kap overalt. Sågar midt i ulvetimen, det ømme punkt på børnefamiliens goodwillkonto, hvor man skulle tro at det var no go, ser jeg sammenbidte mennesker med mobiltelefoner, cykler og hunde, men ingen legende børn og plysbjørne.

Vi er så optaget af, hvad andre mener og gør, at vi havner på det falske sted langt fra zonen for nærmeste udvikling. Vi gør det for meget eller vi gør det for lidt. Vi gør det for langsomt, men for det meste alt for hurtigt. Det smarte løbeur foreslår en lang tur på halvanden time, og vi kommer slet ikke af sted.

Da jeg, en gang i det forrige århundrede, var en del af eliten, havde vi en landstræner, som irettesatte os, hvis vi til træning løb om kap. Vi fik at vide at det var vigtigt at skelne mellem træning og konkurrence. Det drejede sig om kontrolleret træning. Og jeg tænker at hvis man virkelig ønsker at træne som eliten, skulle man starte netop der.

»Vi må simpelthen tro på den styrke, som bor i os selv, bruge den. Når vi gør dét og holder op med at efterabe andre og konkurrere med dem, begynder tingene at gå, som de skal.« (Peter Plys og hans Tao).

Dagligt udspiller der sig et farligt amatørteater på stier og veje i Danmark, når motionister forsøger at spille smarte professionelle til fare for sig selv og andre. Måske det ville være mere farbart i Middelfart på en gylden middelvej og en lidt tungere cykel! På motionscykel kan man sagtens sidde stille uden at komme nogen steder, men ude i trafikken, kan det aldrig gå hurtigt nok.

Hvad tragedien af selvforskyldte skader løber op i, tør jeg slet ikke tænke på.