Prioriteringer på specialområdet kræver svære valg

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I et indlæg beskyldes jeg for at have lavet et ”pædagogisk selvmål på specialområdet”, og skribenten spørger i samme ombæring, om jeg intet vil gøre. Jeg anerkender de bekymringer, forældre til børn med specialpædagogiske behov kan have for deres børns ve, vel og fremtid. Og jeg forstår, at man kan være uenig i, hvordan jeg og byrådet har prioriteret på området. Alligevel mener jeg, at jeg i løbet af mine nu knap ni år som rådmand for Børn og Unge i dén grad har gjort noget for udviklingen af specialområdet i Aarhus Kommune.

Jeg forstår, at hverdagen vanskeliggøres med lang transporttid til og fra skole, arbejde og hjem. Særligt for familier, som måske i forvejen er presset. Jeg forstår også, at man som forælder ønsker, at ens barns skoletilbud skal ligge i det lokalområde, man bor i, hvor barnet har sin daglige gang med venner, fritidsinteresser og foreningsliv.

Kunne vi have lavet flere mindre specialtilbud frem for færre større? Ja, men det havde kostet markant flere penge. Både at skulle bygge de mange flere bygninger, men også i drift. Derfor er jeg ikke bange for at erkende, at jeg og resten af byrådet har prioriteret anderledes. Vi har prioriteret, at de penge vi havde til formålet, skulle bruges på indhold og kvalitet frem for mursten. At de skulle bruges der, hvor vi mener, de kommer børnene mest til gavn.

Når det er sagt, er der i løbet af mine år som rådmand blevet postet store millionsummer i mursten. Der bygges en ny specialskole i Lisbjerg for et trecifret millionbeløb, og om lidt begynder ombygningen af Elev Skole, så den kan huse børn og unge som har samme specialpædagogiske støttebehov som målgruppen for eleverne på Kaløvigskolen. Derudover har vi igennem årene investeret massivt i udbygning af både Langagerskolen og Stensagerskolen.

Samtidig mener jeg, det er vigtigt at holde fast i årsagen til, at vi har været nødt til at træffe de beslutninger. Antallet af børn med behov for et specialiseret skoletilbud er steget markant de seneste år, og det stiller os over for en grundlæggende udfordring: Hvordan sikrer vi både kapacitet og kvalitet inden for de økonomiske rammer, vi nu engang har til rådighed? Derfor har vi også sat gang i en massiv bevægelse i hele Børn og Unge, som skal sikre, at flere børn og unge kan lære, udvikle sig og trives i vores lokale, almene tilbud. Det betyder, at specialpædagogiske principper bliver mere tilstedeværende i vores almene folkeskole, og det er godt for alle børn. Både de børn, som af den grund ikke længere har brug for at blive visiteret til et specialtilbud, men også alle andre.

Organiseringen af Langagerskolen på to matrikler i Viby og Kolt er et resultat af denne virkelighed. Det er ikke en beslutning, der er truffet let eller uden hensyntagen til de pædagogiske hensyn, der naturligvis skal være bærende i et specialtilbud. Men det er en løsning, der gør det muligt at skabe plads til flere børn, samtidig med at vi fastholder et stærkt fagligt miljø med de nødvendige kompetencer.

Jeg anerkender fuldt ud, at skift kan være vanskelige – særligt for børn i målgruppen. Derfor er det også en opgave, jeg ved, skolen løbende har fokus på at løse på bedst mulig vis, så der skabes så meget kontinuitet som muligt i elevernes hverdag.

Jeg er derfor ikke enig i, at der er tale om et pædagogisk selvmål. Der er tale om en svær afvejning mellem hensyn, hvor vi forsøger at skabe de bedst mulige rammer for flest mulige børn.

Det betyder ikke, at vi er i mål. Tværtimod skal vi fortsat lytte til de erfaringer, som forældre og medarbejdere bringer til bordet, og justere der, hvor det er nødvendigt.

Men det betyder, at vi er nødt til at arbejde inden for de vilkår, der er – og tage ansvar for de prioriteringer, der følger med. Og det gør jeg gerne.