Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Lad os gøre Aarhus til en af Nordens gaming-hovedstæder

At kalde det uambitiøst at støtte gaming i 2026 svarer vel til at have kaldt det uambitiøst at støtte filmindustrien i 1920’erne.

Kristian Bang NørgaardCEO, Funday Games
Niels WetterbergCEO, Games Denmark

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Her i starten af vinterferien har man kunnet følge en debat mellem Christian Budde (V) og rådmand for kultur, Jesper Kjeldsen (S), om blandt andet den kommende gaming festival i Aarhus, som rådmanden aktivt støtter. I debatten dukker nogle åbenbart sejlivede myter igen op: at computerspil kun er for børn, at det “bare er for sjov” – og at det derfor ikke er ambitiøst at satse på netop dette medie og denne industri.

Lad os begynde med myten om målgruppen. Ifølge rapporten Power of Play fra 2025, baseret på en global undersøgelse i 21 lande med mere end 24.000 deltagere, er gennemsnitsalderen for en computerspiller 41 år. Mere end halvdelen af Europas befolkning spiller computerspil, og 48 procent af spillerne er kvinder. Rapporten peger samtidig på den betydelige kulturelle og menneskelige værdi i spil: fællesskab, mental og social trivsel, inklusion og udvikling af vigtige kompetencer. 77 procent oplever, at spil styrker deres kreativitet, 76 procent deres problemløsning, 74 procent evne til samarbejde og teamwork, 72 procent deres omstillingsevne og 71 procent styrkelse af kritisk tænkning.

Det er ikke bare i Europa, tallene taler deres tydelige sprog: I december 2025 blev The Game Awards holdt i USA og set af cirka 150 millioner mennesker verden over. Til sammenligning blev Oscar-uddelingen set af 18 millioner – og kun omkring 11 procent af seerne var mellem 18 og 34 år. Det siger noget om, hvilke kulturformer nutidens og fremtidens generationer spejler sig i, og hvilken en by som Aarhus, hvor over halvdelen af indbyggerne er under 30 år, bør satse på. Til Game Awards viste aarhusianske Kong Orange og WIRED FLY, sammen med Epic Games (ja, dem der har lavet Fortnite) traileren for deres nye computerspil; Out of Words. Vi tager den lige igen: Et computerspil lavet i Sydhavnen i Aarhus vist for 150 millioner mennesker verden over. Det er ikke symbolpolitik i en korridor – det er et festfyrværkeri af international udsyn og synlighed.

Ifølge rapporten Danske Indholdsproducenter 2024 omsatte den danske spilbranche for 3,6 milliarder kroner med en eksport på 2,6 milliarder kroner. Til sammenligning eksporterede tv-branchen for 280 millioner kroner og filmbranchen for 405 millioner kroner. Computerspil er allerede sværvægteren i dansk kultureksport. Skal Aarhus fastholde og styrke sin internationale position, kræver det, at vi handler hurtigt såvel som langsigtet og strategisk. Gaming-festivalen er ét ambitiøst skridt, men ikke det eneste, vi bør gøre. Vi skal koble global kultureksport med lokalt erhverv og talentudvikling, bygge bæredygtige økosystemer og understøtte entreprenørskab på tværs af ungdomsuddannelser og videregående uddannelser – og gøre det hele i og på tværs af Business Region Aarhus. Samtidig skal etablerede virksomheder aktivt dele viden og erfaring, og den kommunale opbakning til festivalen er det signal, der gør, at vi i det private tør investere endnu tungere i det lokale økosystem. I Funday Games har vi gentagne gange ”givet tid” og stillet kompetencer fra vores 50 medarbejdere til rådighed som mentorer, sparringspartnere og internationale døråbnere for nye virksomheder og talenter i Aarhus’ (og Viborgs) spirende spilindustri.

Så ja - gaming-festivalen bliver sjov, kreativ og bredt appellerende. Men vi tager det sjove og kreative utroligt alvorligt. For kulturkroner til den kommende gaming festival bliver en del af den multiplier effekt, som vi ofte opererer med i computerspilbranchen og i vores game-design. De kulturkroner skal vokse og omsættes til eksportkroner, arbejdspladser og international bevågenhed - og derfor står der allerede en håndfuld private virksomheder klar til at støtte foreningen bag festivalen, så vi kan få Aarhus endnu tydeligere på verdenskortet.

At kalde det uambitiøst at støtte gaming i 2026 svarer vel til at have kaldt det uambitiøst at støtte filmindustrien i 1920’erne. Vi har chancen for at gøre Aarhus til en af Nordens gaming-hubs. Lad os ikke tabe den mulighed på gulvet på grund af berøringsangst over for et medie, man måske ikke selv er vokset op med, og som man ikke helt har forstået potentialet i.