Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Når den grønne omstilling bliver til grønt tyranni

Klimakrisen bruges som argument for omfattende vindmølleprojekter. Rapport misfortolkes af magthavere.

Niels RasmussenIngeniør, Egå

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Forestil dig, at du står i din have og kigger ud over det landskab, du har valgt at bygge dit liv i. Pludselig får du at vide, at din udsigt, nattero, ejendomsværdi og sandsynligvis også dit helbred skal ofres. Du får at vide, at jorden brænder, og at du – som nabo til de kommende gigantvindmøller – er den eneste forhindring for at redde dine børnebørns fremtid.

Som nabo til gigantiske vindmølleparker og solcellemarker bliver man ikke mødt med seriøsitet og dialog. Man bliver mødt med moralsk afpresning, manipulerende fakta og en mur af arrogance fra politikere, visse medier og lobbymaskiner som Green Power Denmark. Selv Danmarks Naturfredningsforening har deponeret deres kritiske sans og er muteret til en ren klima-lobbyist.

Argumentet er altid det samme: Vi står i en ”buldrende klimakrise”. Myten om, at IPCC-rapporten (FNs klimarapport) dikterer, at hver en dansk mark skal plastres til med vindturbiner og solceller for at afværge dommedag, lever i bedste velgående. Men det passer ikke. De fleste, der bruger IPCC som rygdækning, har aldrig læst en side i rapporten, - eller måske har de netop kun læst de sider, der under hårdt politisk pres, har fået skruet op for den apokalyptiske retorik. Forskernes konklusioner er noget mere nuancerede.

Løgnen bruges som et ideologisk koben. Det handler i højere grad om venstrefløjens drøm om en fossilfri utopi og politikernes iver efter at tækkes erhvervsinteresser end om reel klima og miljøeffekt. Psykologen Glenn Bech har rammende beskrevet tendensen: At personer, der føler, de kæmper for en ”vigtig sag”, giver sig selv lov til at opføre sig som røvhuller. Det er præcis den arrogance, vi ser hos magthaverne. De har ophøjet deres egen kompromisløshed til en hellig kriger-mentalitet, hvor målet altid helliger midlet.

Mange danskere har svært ved at forstå den magtesløshed, vi naboer føler. Men måske dæmrer det nu efter at have set amerikansk magtarrogance udspille sig for åben skærm.

Når en amerikansk præsident og hans rådgivere i primetime udbreder absurde løgne om Danmarks forhold til Grønland – og påstår, at en amerikansk overtagelse er en ”sikkerhedsmæssig nødvendighed”, mens alle ved, det handler om noget helt andet – så er det præcis den følelse, vi naboer sidder med. Det er følelsen af at blive løjet op i det åbne ansigt af magthavere, der dækker over en kynisk dagsorden med ideologisk skuespil.

Vil man se, hvor ekstremt skuespillet er, skal man kigge på Aarhus. Her er klimaplanen under borgmester Anders Winnerskjold (S) og rådmand Nicolaj Bang (K) imploderet.

De solcelleprojekter, der skulle have leveret 1,5 pct. af CO2 reduktionerne, er tyst forsvundet ud i glemslen, uden at byrådet så meget som har løftet et øjenbryn. Samtidig er kulstoffangst-anlægget i Lisbjerg – selve fundamentet under planen med 44 pct. af reduktionen – aflyst.

Men i stedet for selvransagelse holder flertallet stædigt fast i de projekter, der gør mest ondt på borgerne - hvor de fleste dog bor i nabokommunen. Man insisterer på tre kæmpemøller ved Vosnæs trods over 750 negative og velargumenterede høringssvar, et veto fra nabokommunen og danmarkshistoriens største værditabssag. Gevinsten for dette nabo-tyranni? En forventet CO2-reduktion på sølle 0,03 pct. Ja du læste rigtigt, 0,03 procent!

Det er ikke seriøs klimapolitik. Det er magtfuldkommenhed.

Politikerne glemmer dog, at man kan være for meget et røvhul. Ved seneste valg satte vælgerne flere steder en kontant stopper for mange af de absurde projekter. Den moralske overlegenhed holder kun, indtil vælgerne gennemskuer, at det her slet ikke handler om klimaet, og at både proportionalitets- og forsigtighedsprincippet er smidt over bord.

De skal stoppe med at propagandere for, at enhver indsigelse mod en vindmølle er et forræderi mod næste generation. Grøn omstilling må aldrig blive en fribillet til overgreb på naboernes retssikkerhed og helbred under dække af et falsk narrativ om verdens undergang.

Vælgerne er ved at have gennemskuet det. Jeg håber på et retsligt efterspil med de politikere, ministerier og den VE-industri, der i årevis har tromlet lokalbefolkninger ned med manipulerede projekter og provisorisk lovgivning. Det har været langt ud over det rimelige. Det skal stoppe nu.