Åbent brev til Langagerskolen og Aarhus Kommune: Hvor skal man egentlig rette sin vrede hen?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Vores søn er diagnosticeret med autisme i en grad, der gør ham ekstrem sårbar over for ændringer i struktur, dagsrutiner og ikke mindst personaleskift.

Derfor er Langagerskolen efter vores overbevisning – og i princippet - det helt rigtige skoletilbud for ham.

De tilfælde, hvor han har vist udpræget tegn på mistrivsel og ikke villet i skole, har ofte handlet om ændringer i personalesituationen og dermed affødte ændringer i strukturen og i de daglige rutiner.

Vi ved alle sammen godt, at tilknytningen til voksne og kontinuiteten i voksenkontakten er alfa omega for alle børn og ekstremt afgørende for særligt sårbare børn.

I vores søns tid på Langagerskolen har vi oplevet mange skift i personalet – dels begrundet i sygdom – dels begrundet i omstruktureringer, og vi har hele tiden tænkt: Det kan jo nok ikke være anderledes.

I dag blev så dagen, hvor den dråbe kom, der fik bægeret og vores søns øjne til at flyde over. Vi fik at vide, at der skal ske store ændringer i vores søns skoleliv efter sommerferien. Ikke bare skal han undvære en voksen, men der bliver også ændret i strukturen – herunder antallet af børn, der skal undervises sammen.

Vores søn græd og græd, og vi kan se frem til sommer fyldt med angst for ”alt det nye”. For med en nedsat forestillingsevne tager forandringer lang tid.

Og hvad mon så begrundelsen er for disse forandringer?

Gæt selv.

Ja, det er selvfølgelig besparelser.

Og hvorfor er det, at vi gang på gang må tåle besparelser, der åbenlyst går ud over de svageste i vores samfund?

Langagerskolen skal tilsyneladende spare, fordi Aarhus Kommune skal spare. Aarhus Kommune skal spare, fordi……….???

Det er så sørgeligt at være vidne til og mærke konsekvensen af, at vi som et af verdens rigeste samfund, ikke sørger ordentligt for dem, der har mest brug for at blive sørget godt for.

Så kære Langagerskole:

Kan det virkelig passe, at man på en specialskole for børn med autisme ikke kan regne med god stabilitet i personalegruppen, i struktur og i rutiner?

Og hvis I skal spare så meget, så det ikke er en mulighed? Hvad er så efterhånden jeres mission og eksistensberettigelse?