Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Vælgerne må føle sig ført bag lyset

Vil Aarhus Kommunes budgetforhandlinger ende med skuffede forventninger til de store aftaler om klima og grøn mobilitetsplan?

Thure HastrupMedlem af Aarhus Byråd (uden for parti)

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

De aarhusianske vælgere har i år været præsenteret for flere store politiske aftaler om klima, grøn mobilitet og udsatte boligområder. Mange har reageret og debatteret dem som aftaler, der lå fast, også fordi de blev annonceret med store politiker-ord. Hvad de færreste opfattede, var, at der lige skal findes finansiering til dem ved årets budgetforhandlinger. I år er der faktisk også penge at forhandle om, ca. 800 mio. kr. over fire år. Alligevel ser det ikke ud til, at der er penge eller vilje til at indfri aftalerne og de store forventninger. Det er helt uansvarligt, især vedrørende klima og grøn mobilitet, og vælgerne må føle sig ført bag lyset og stå skuffede tilbage.

Thure Hastrup.

Hvorfor er det gået så galt? Det er ikke “samfundets skyld”, som TV 2 ironisk sang. Det er SVM-regeringens skyld, at kommunerne har så dårlig økonomi. SVM-regeringen er fortsat med skattelettelser og spin om kommunernes økonomi, med topstyring og drypvis tildeling af midler til kommunerne, når det passer ind i regeringens spin-fortællinger. Når der ikke afsættes tilstrækkeligt mange penge til velfærd og klimahandling i kommunerne på trods af al snak om »et historisk løft«, skyldes det, at SVM-regeringen prioriterer skattelettelser, så pengene i stedet for går til landets rigeste arvinger og til at forgylde landbruget.

Klimaaftalen i Aarhus fra april i år er ikke fuldt finansieret. Jeg stiller derfor et centralt forslag om at sikre beskyttelse af vores drikkevand med oprettelse af grundvandsparker og skovrejsning nu. Sådan kan vi gøre noget ved klimaudfordringerne og vores skrantende biodiversitet samt stoppe en del af forureningen af grundvandet og udskylning af kvælstof fra markerne til den halvdøde Aarhusbugt. Til dette skal Jordfonden have penge nok til opkøb af jord. Jeg foreslår 50 mio. kr. i 2025 og i 2026 og derefter 30 mio. kr. i 2027 og 20 mio. kr. i 2028, sådan som klimaaftalen lægger op til. Der skal også penge til at beskytte arealerne rundt om vandboringerne mod sprøjtemidler.

På klimaområdet stiller jeg desuden forslag om opdatering af Klimapolitisk Fødevarestrategi, og om at andelen af økologiske råvarer i kommunens måltider skal hæves, samt at der udvikles lokale fællesskaber om bynær fødevareproduktion. Det er billige og sunde forslag, der bør være råd til.

Afgørende vigtigt er det, at den aftalte grønne mobilitetsplan får penge nok med sig til, at den kan blive ført ud i livet. Selvom den er lidt af en tynd kop grøn te, er den dog et skridt på vejen med begrænsning af biltrafikken i midtbyen og styrkelse af kollektiv trafik, cyklisme og gang. Så hvis der ikke kan findes penge til at føre de vigtigste dele af planen ud i livet, må aarhusianerne føle sig gevaldigt ført bag lyset. Mit eget fokus er mine forslag om styrkelse af trafiksikkerheden og cykelhandlingsplanen.

Fokus i forhandlingerne bliver skolerne, og jeg støtter forslaget om at sikre de 100 mio. kr. i 2025 og 2026 og så foreløbig 50 mio. kr. årene efter. Hertil kommer ca. 100 mio. kr. fra statslige midler og budgetmodeller i perioden. Det hele børneliv skal også sikres, så der skal være penge nok til personale fra vuggestue til afgangsklasse. Men jeg kan ikke støtte S-forslaget om at lade SF-rådmanden lave en ”omstillingsplan” og “effektivisere” for 100 mio. kr. Vi har brug for konkrete forslag til, hvad man vil spare væk, hvis det er den vej, man vil.

Jeg stiller selv to forslag på skoleområdet: udvikling af alternative skolefællesskaber og afskaffelse af ordningen med busning af skolebørn. Ligesom jeg stiller en række forslag på andre områder såsom styrkelse af kulturlivet, indførelse af doughnut-økonomi og udvidelse af deltagerbudgetter og øget borgerinddragelse.

For at få flere penge på bordet stiller jeg en række forslag til ekstra finansiering. Der er desuden flere penge at finde, hvis der er vilje til det, bl.a. med SF’s forslag om at hæve skatten med blot 0,1 pct. årligt, hvilket i høj grad vil gavne kommunens økonomi. Men det lader til, at S, V og K siger nej til dette, og at de helt modsat hellere vil skære dækningsbidraget væk og dermed give skattelettelser til erhvervslivet. Det bliver hårde forhandlinger.