Stigende vejvrede er en tendens: Det er på tide at se på færdselsloven

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det er ikke længe siden, at en konflikt mellem en bilist og en cyklist eskalerede på Djursland. Bilisten blev sigtet for vanvidsbilisme efter at have ramt cyklisten, så han blev slynget i asfalten med knubs og brækket kraveben til følge.

I langt de fleste tilfælde går det ikke så galt – men stigende vejvrede er desværre en tendens, som mærkes på vejene og dokumenteres i rapporter.

Særligt grelt føles det her i forårsmånederne, når solen titter frem, og mange støver racercyklen af fra vinterhiet til en tur i det gode vejr. De tocifrede temperaturer og den dansende forårssol er nemlig ikke kun katalysator for, at flere hopper i mere eller mindre velsiddende lycra – det er også katalysator for at ”krigen” mellem bilister og cyklister genopblusser.

Jeg er selv deltidsprofessionel cykelrytter. På årsbasis kører jeg omkring 30.000 km – det svarer til lige knap 1.000 timer på cyklen årligt. Langt de fleste af disse kører jeg i Danmark fra bopælen lige syd for Aarhus. Ofte ud i bakkerne ved Silkeborg, højderyggen ved Ejer Bjerge eller – på de lange ture – Mols Bjerge med det fantastiske kuperede terræn.

De ture har jeg cyklet næsten dagligt i de seneste 10 år, siden jeg flyttede til Aarhus. Mange ting har ikke ændret sig på den tid. Men lige når det kommer til vejvreden, er den desværre blevet mærkbart værre gennem årene. Lunten er i dag kortere, og der er flere tætte overhalinger. Kort sagt er det blevet mere utrygt at færdes på to hjul.

Ofte ender debatten om dette emne i, at den ene part skyder skylden på den anden. Det er ikke formålet her. Men naturligvis er det vigtigt at nævne, at det er essentielt, at man kører hensynsfuldt og med øje for andre – uanset om man er i lycra eller Land Rover.

Min baggrund som cykelrytter giver mig heldigvis nogle redskaber, som flere gange har reddet mig, når jeg har oplevet farlige situationer i trafikken. Når man er vant til at sidde millimeter tæt i et felt, der slanger sig afsted med 50 km/t., så kan man træffe hurtige beslutninger. Den slags giver gode reaktionsevner. Men omvendt kræver det næppe en særlig god fantasi at forestille sig, hvem der trækker sig sejrrigt ud af en kollision med en tonstung bil, når man selv er iklædt en cykelhjelm som den eneste beskyttelse.

Derfor står jeg aldrig på min ret, når jeg er i trafikken. Jeg bremser hellere en gang for meget end en gang for lidt. Jeg forventer som udgangspunkt, at bilisterne ikke har set mig, og kører altid med baglygte og gerne i fluorescerende farver, så jeg er let at få øje på. Og ja – jeg benytter også cykelsti, hvor den forefindes, og kører ikke lynhurtigt forbi almindelige fodgængere, mens jeg råber ”BAAAGFRAAA” med et decibelniveau, der vil få selv et jetfly til at lyde som en telefon på lydløs. Det er i øvrigt også langt de færreste, der gør det. Hvis overhovedet nogen. Men det er en fordom, der ofte deles.

Selvom jeg efter bedste evne forsøger at tage hensyn, så oplever jeg desværre i højere grad både at blive overset fra sideveje og overhalet med en så lille afstand, at jeg næsten kan mærke sidespejlet på min albue – hvis jeg altså ikke bliver ramt af det, som det er sket før. Og desværre er tendensen, at det er det samme, jeg hører fra andre.

Derfor var gælden stor, da Trine Bramsen som transportminister i 2022 åbnede op for en diskussion om at lave en regel for minimum 1,5 meters afstand ved overhaling af cyklister. Som det står i færdselsloven nu, er det blot lovpligtigt at holde en passende afstand – en gummiparagraf, som naturligvis åbner op for fortolkning. Jeg tør godt love, at passende afstand opleves meget forskelligt, afhængigt af om man sidder på cyklen og bliver overhalet af en bil med over 80 km/t. – eller om man trygt og godt sidder i kabinen i bilen. Og dermed ikke sagt, at bilisten har onde intentioner, men blot kan opleve afstanden som værende mere sikker, end den cyklende gør.

Desværre endte lovforslaget ikke med mere end blot løs snak. Et af hovedargumenterne mod selve lovforslaget var, at det ville være svært at håndhæve i praksis. Til det var der jo rig mulighed for at høre vores tyske, spanske, franske eller belgiske venner i Europa om erfaringerne. De har allerede indført reglerne – og det er i øvrigt også lande, hvor jeg kan berette, at man generelt som cyklist føler sig markant mere sikker, og hvor bilerne mærkbart overhaler med større tålmodighed og afstand end det, man generelt oplever i Danmark.

Den sikkerhed kunne vi også få i Danmark – og når vi ynder at brande os selv som cykelnation, så var det måske på tide, at man fra politisk side også turde gøre en forskel, som rent faktisk i bedste fald kan være med til at redde menneskeliv. Både når det kommer til at se på reglerne om overhalingsafstand og at se på en general revision af færdselsloven på cykelområdet, som i den grad ikke er gearet eller udformet til virkeligheden i dagens Danmark.