Jeg har accepteret, at intet ved min studentertid bliver som planlagt. Men konsekvensen er skræmmende

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Efter der kom en udmelding om, at vi kommende studenter nok ikke skulle regne med at få en afslutning, hvor vi får lov til at få huen på efter en mundtlig eksamen, er mange blevet utilfredse. Det skyldes, at Undervisningsministeriet fastholder, at datoerne for den absolut eneste mundtlige eksamen fortsat i de fleste tilfælde kommer til at ligge, inden den forlængede undervisningsperiode er overstået.

Derfor vil jeg nu også give mit besyv med. For hvad gør det egentlig ved os unge, at flere og flere glæder bliver taget fra os, og at vi samtidig føler os overset og føler, at vi ikke bliver hørt? At vi føler, det ikke hjælper noget at råbe op?

Jeg sad en dag midt i en Google Meet-biologitime, hvor jeg slet ikke kunne forholde mig til noget af det, der blev sagt og forklaret om gel-elektroforese. Der var for mange tanker. Jeg kunne ikke mere, og tårerne piblede frem. Jeg burde læse Narcissus-myten i oldtidskundskab og svare på spørgsmål om teksten. Men der var kun én ting, der fyldte i mit hoved; hvad er meningen med det overhovedet? Hvorfor skal jeg sidde og anstrenge mig for at lytte med og forstå det, min biologilærer plaprer om og læse gamle tekster og svare på spørgsmål? Hvis nogen havde spurgt mig om det samme før jul, ville man sandsynligvis kunne høre mig svare noget i retning af, »at selvfølgelig er det værd at anstrenge sig til det sidste i 3.g, fordi man bliver belønnet efter 3 år fyldt med aftener, hvor man er presset med afleveringer og lidt for mange lektier til, at man altid kunne nå at lave dem allesammen. Men det er jo det hele værd, fordi vi får lov at kunne fejre anstrengelserne med glæde, frihed, fuldskab.«

Og ikke mindst med hele ritualet med studenterhuen. Studenterhuen, som markerer en af de vigtigste overgange i livet. Det lyder måske stort, men i mine øjne som 19-årig, der ikke har levet et langt og lærerigt liv endnu, er jeg sikker på, huen og vores sidste eksamen uden sammenligning er det vigtigste lige nu. Jeg er efterhånden fuldstændig ligeglad med festerne, bare jeg dog kan få lov at opleve ritualet med at få huen på efter min eksamen ligesom generationerne før mig, da det i mine øjne er utroligt symbolsk. Huen og studentereksamenen markerer overgangen fra at have en fast hverdag og de samme medmennesker omkring sig.

En hverdag, hvor livet er enkelt og forudsigeligt. En hverdag, hvor man ikke skal tage stilling til forfærdeligt meget, men bare følge strømmen og passe sin skolegang. Lave lektierne og afleveringerne. Drikke sig lidt fuld i weekenden og stresse lidt over ugen, der venter søndag aften, fordi man ikke helt havde nået det, man skulle i weekenden. En hverdag, der var god og tryg. Men når man er blevet student, går man en tid i møde, hvor der venter et stort ansvar, Hvad skal man med livet? Hvad vil vi opnå – og nå? Hvad er nu egentlig vigtigt i det store billede? Hvordan får man et glædesfyldt liv, der er værd at leve? Hvad gør livet meningsfuldt?

Vi går en tid i møde, hvor vi selv skal til at opsøge vores medmennesker og en fast hverdag, såfremt det er det, vi ønsker. Men alene det at man skal tage stilling til, om det er det, man ønsker, er et stort ansvar. Alt sammen vilkår, alle andre nyudklækkede studenter altid har skullet gå i møde.

Imidlertid er alting blevet vendt på hovedet oveni i de mange spørgsmål om livet, der pludselig møder én i denne tid. Mange af os kommende studenter anno 2020 har ligesom alle andre unge mennesker gennem mange år haft en masse forestillinger om, hvad man skulle stille op med al den frihed, vi går i møde. Måske skal man arbejde, tage tre måneder til Indien og finde sig selv, tage på højskole eller begynde på drømmeuddannelsen, hvis man er blandt dem, der på mirakuløs vis allerede er afklaret.

Men det er endnu helt uklart, hvad der venter os, og om vi kan få lov at udleve nogle af de ting, når vi skriver august måned, og sommerferien er forbi. Som unge er vi – ligesom alle andre i dette land, ja i hele verden – i en situation, der er helt anderledes end forventet. Det er vores vilkår, og vi må tilpasse os det faktum, at der er en verdensomspændende pandemi, der truer os. Og vi er utroligt mange unge – os, der ikke bliver nævnt i medierne – der har rettet ind og pareret ordre og ikke har mødtes med vennerne og drukket øl alt for tæt. Vi er her også.

De voksne har haft deres studentertid og deres sabbatår. De har fået lov at være unge og dumme, lære og erfare. De har levet et længere liv end os unge mennesker, hvor de har erfaret, at man godt kan fejle og rejse sig igen selv efter det vildeste stormvejr.

Men vi skal først nu til at lære, hvad livet i virkeligheden indebærer, og hvilke farer vi kan møde – og stadig overkomme. De voksne har rygsækken fuld af oplevelser, op- og nedture og erfaringer, som de kan trække på, men denne oppakning har vi ikke endnu. Det er jo den, man skal ud at finde i Indien eller Afrika, på drømmestudiet, i børnehaven som pædagogmedhjælper eller hvad end man nu ville bruge sit sabbatår og sine ungdomsår på.

Hele dette forsømte forår føles bare som en uendelig og uoverkommelig lang linedans, hvor vi forsøger at holde balancen, men hele tiden er truet og bange for at falde. Vi balancerer i den nye undervisningsform, hvor vi stadig skal kæmpe videre for at få de karakterer, vi ikke får mulighed for at kæmpe for i form af mundtlige eksaminer – det skal vi nok klare. En linedans, hvor vi hver dag forsøger at finde lidt håb og positivitet for ikke at synke helt ned i hul – vi gør vores bedste.

Den normale og festlige afslutning har vi for længst opgivet at få – fejringen, fuldskaben og det sociale. Fest og farver, dyttende lastbiler og øl. Bidemærker fra alle vores venner i huens skygge, der symboliserer et godt venskab, et hak i skyggen, når der kom lidt for meget alkohol indenbords. Vi har givet op på gilderne med vennerne, der skulle vare til den lyse morgen. Vi har givet op på sidste skoledag med fodboldkamp og revy. Vi har givet op på vores sidste gymnasiefest med de andre årgange, der kunne se op til os og se, hvad der ventede dem om et år eller to. Det har vi accepteret.

Det er logisk, at det ikke er muligt i denne tid, det forstår vi trods alt godt. Til gengæld er det umådeligt svært at forstå, at selve det, det var meningen, vi skulle fejre, heller ikke ser ud til at blive en realitet. Nemlig den sidste eksamen, og at vi har færdiggjort gymnasiet og fået en hue på.

Er jeg forkælet og egoistisk, fordi jeg er frustreret over, at selv den lille ceremoni med min sidste eksamen og min hue nu heller ikke ser ud til at blive en realitet? Er det sådan et menneske, jeg er?

Jeg er ligesom de andre nået frem til, at der ikke er noget at gøre. Det er bare realiteten. Sådan er det bare. Et vilkår. Men hele denne situation har fået mig til at tænke på, hvad det er, os unge erfarer i denne tid. Umiddelbart ser det ud til, at det, vi tager med os, er, at man ikke tør at råbe op – for hvad nytter det? Vi unge tør ikke gøre modstand eller udtrykke vores mening. Vi er forkælede og egoistiske. Tager ikke situationen alvorligt nok. Vi unge er uduelige – det er ikke det, der bliver sagt, men sådan det føles. Vi sidder inde med så mange frustrationer, vi ikke ved, hvor vi skal placere. Bange for, at det ikke nytter noget at råbe op, eller at vi endnu en gang bare bliver skuffet. Er det virkelig rigtigt, at det er sådan nogle tilbageholdende og usikre studenter, der skal sendes ud i samfundet?

Jeg har nu accepteret, at hele min studentertid bliver anderledes, og at det bare er mit og mine medstuderendes lod i livet. Jeg trøster mig med, at livet heldigvis er mere end en hue og en studentereksamen. Men tilbage står et centralt spørgsmål: Kan det virkelig passe, at det ikke kan betale sig at give udtryk for sin utilfredshed? Kan det virkelig passe, at det er sådan nogle unge, der skal styre landet om 15-20 år? Jeg håber det ikke. Så jeg råber lidt op – og håber på, at den sidste stump af højtidelighed og ritual omkring de, at stå på tærsklen til voksenlivet får en plads – at huen får sin plads.