Den danske præstationskultur er sygelig

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg er et klassisk eksempel på en soldat af konkurrencestaten. Jeg har været Team Danmark-svømmer, 12-talspige og nu læser jeg statskundskab, mens jeg laver masser af frivilligt arbejde. Alt sammen i det gode cv’s tjeneste.

Der er noget galt med ovenstående. Det er kun præstationer og siger meget lidt om, hvem jeg er som person.

Der er i nutidens samfund så kraftigt fokus på, hvad man kan, hvad man har opnået, og hvem man kender, mens der er forsvindende lidt fokus på, hvilke menneskelige kvaliteter man besidder.

Et godt eksempel er uddannelsesinstitutionerne, hvor det handler om at komme igennem hurtigst og bedst. Det er en giftig kultur, fordi der ikke er plads til fordybelse og nysgerrighed. Og fordi der er tidligstartsbonus, så sidder der kun tomme 12-talspiger, som ikke ved, hvem de selv er, men i virkeligheden kun efterlever det, som er krævet af dem fagligt.

De mangler sociale kompetencer, fordi der ikke har været tid, eller gennemsnittet ikke har været højt nok til, at man kunne tage et sabbatår for at lære sig selv at kende. En tur til Asien med rygsæk betalt af mor og far tæller ikke, ej heller hvis du har arbejdet i en børnehave i et år. Jeg mener på den måde, hvor man kommer ud over sine egne grænser, er ude hvor man ikke kan bunde, at være ude at skide så at sige.

Jeg er ikke et bedre eksempel selv. Det er derfor, jeg som 23-årig ingen idé har om, hvem jeg selv er foruden mine præstationer. Og jeg undres over, hvorfor jeg ikke kan nævne mindst en menneskelig kvalitet ved mig selv. Er jeg en rar person, en god ven, eller er jeg i det mindste sympatisk? Jeg ved det ikke.

Det jeg ved er kun mine præstationer. Jeg er vokset op i en præstationskultur gennem min sport, hvor det eneste, der gjaldt, var at være den hurtigste. Komme først i mål. Alt var en konkurrence i mit liv. Og det er fortsat sådan.

Hvem får 12-tallet? Hvem flytter først sammen med sin kæreste, bliver gift, får børn? Og ikke mindst, hvem får det bedste cv, så man lander det der misundelsesværdige job, og derved tjener flest penge? Hvem kommer først til at sætte flueben ved alting? Hvem kommer til at leve det mest perfekte liv her i livets konkurrenceræs?

Jeg er opdraget til altid at gøre mit bedste, og det er jeg ikke den eneste, der er. Jeg har fået at vide, at alle muligheder er åbne, så længe jeg arbejder for det. Jeg er ikke alene om at være født med et perfektionist gen. Dette gen ligger ikke kun hos piger, men også hos drenge, og det bliver hyldet op i gennem uddannelsessystemet.

Men det har konsekvenser. For hvad med den dag, du ikke kan præstere, som du havde håbet? Den dag, du ikke får det der 12-tal? Træerne vokser ikke ind i himlen. Alle møder modstand i deres liv. Vi konkurrencestatssoldater er ikke rustet til at klare modstand, fordi livet har været det ene 12-tal efter det andet, og fordi vi ingen fornemmelse har af os selv. Det betyder, at vi knækkes i voksenlivet. Flere og flere unge får depression og angst, fordi vi gennem opvæksten hylder præstationen og langtfra de menneskelige kvaliteter.

Det er en farlig tendens, fordi vi får tomme soldater, der kun kan præstere, og ingen menneskelig indsigt har. Og nej, det er ikke ubetinget en dårlig ting, da det skaber et effektivt samfund, som er strømlinet og hurtigt. Men det bliver også koldt og umenneskeligt.

Igen er uddannelsessystemet et godt eksempel. Her vil man ikke hjælpe en studerende med at bestå. Hvis de ikke kan klare presset, hører de nok bare ikke til på uddannelsen. Der opstår et så massivt tabu om at dumpe, at mistrivslen vokser over hovedet på den studerende, så man hellere vil droppe ud end at gå til en reeksamen. Det er også et tabu bare at sige, at man mistrives, fordi det betyder, at man ikke kan klare presset. Du taber konkurrencen.

Men jeg har igennem min livskrise lært at sige nej. Nej til at min person skal defineres ud fra mine præstationer, nej til at lade systemet presse mig til at blive en soldat og vigtigst af alt lært at sige nej til, at livet er en konkurrence.

Jeg vil ikke være en konkurrencestatssoldat længere! I stedet vil jeg vide, hvem jeg selv er foruden mine præstationer. Jeg vil ikke være konstant skuffet over, at jeg ikke præsterer, som det forventes af mig. Jeg vil blive voksen.