Er du i form til, at sundhedsvæsnet kollapser?
Forebyggende sundhedsfremme er vores eneste redning, så vi ikke er afhængige af sundhedsvæsnet, når det kollapser.
Forleden sad jeg på min altan og fik øje på min nabo på 96 år, som var i gang med at slå græs.
Han er superfrisk, og ham kommer vi lige tilbage til senere.
Jeg kom til at tænke på en dyster profeti, som blev fremsat af Carsten Beck, direktør for Instituttet for Fremtidsforskning, under Erhverv Aarhus Konferencen for nogle måneder siden. Han talte om otte megatrends og understregede nødvendigheden af at holde sig sund og rask for at minimere behovet for kontakt med sundhedsvæsenet i fremtiden.
»Du vil i din levetid komme til at opleve sundhedsvæsenets kollaps,« sagde Carsten.
Hvem vil tage sig af mig, når jeg bliver gammel, og hvis jeg bliver syg? Hvordan vil Danmark se ud i 2050, når jeg er over 90 år som min nabo – altså om kun 30 år?
I 2050 år vil Danmarks aldersfordeling være markant ændret, og den gennemsnitlige levealder forventes at være betydeligt højere. Den forventede levealder for mænd vil være omkring 86 år og for kvinder omkring 89 år.
Der vil til den tid være 325.000 flere ældre og kun 61.000 flere til at forsørge dem, og det vil påvirke arbejdsmarkedet og økonomien voldsomt.
Disse demografiske forandringer vil få store konsekvenser for sundheds- og socialservicesektoren, pensionssystemet og boligmarkedet, som skal tilpasse sig en aldrende befolkning. Der vil simpelthen være færre mennesker til at tjene penge til at støtte en stor andel ældre. Oven i det stiger vores forventninger til velfærden markant. Jeg vil da ikke finde mig i den pleje, som man bød mine bedsteforældre, og jeg vil da have et bad dagligt, som jeg har været vant til hele livet.
Lars Løkke suser rundt i Indien og Filippinerne for at tiltrække sosu-personale til Danmark, men vi er i konkurrence med hele Europa på det område, for i mange vestlige lande ser udfordringen ligesådan ud.
Det øgede pres kalder på teknologisk innovation, digitalisering og AI-løsninger, varme hænder fra udlandet, men især forebyggende sundhedsfremme.
Som Carsten Beck også sagde: »Jeres eneste redning er at holde jer sunde og raske, så I slet ikke kommer i kontakt med sygehusvæsenet til den tid.«
Det står desværre i skarp kontrast til det faktum, at der i dag (ifølge WHO) er flere overvægtige end underernærede i verden. Der er omkring 1,9 mia. voksne overvægtige, hvoraf 650 mio. er kraftigt overvægtige – med mange dertilhørende følgesygdomme. Til sammenligning er der 820 mio. mennesker, der lider af underernæring.
Tilbage til min nabo på 96 år. Han er slank og rank, og hver morgen klokken syv går han ned for at svømme en tur i Aarhusbugten – året rundt. Hver sommer sejler han rundt i de danske farvande, og hver vinter rejser han to til tre måneder til Østrig for at stå på ski.
Han dyrker sine egne grøntsager og graver selv hele haven hvert forår, så en ny, grøn sæson kan skyde op. Desuden er han lysende skarp og en fornøjelse at drøfte alt muligt med. Han følger med.
Godt, at jeg lige har deltaget i Royal Run, tænkte jeg, mens jeg forleden læste de 10 gode sundhedsråd, som WHO lige har udsendt: Spis sundt, vær aktiv, undgå skadelige mængder alkohol, ryg ikke, tjek dit blodtryk løbende, gå til lægetjek hvert år, bliv vaccineret, dyrk sikker sex, hold dig for munden, når du hoster og nyser, og oprethold mental sundhed.
Jeg kan heldigvis sætte flueben ved de fleste. Jeg går tre kilometer hver morgen med mine hunde, spiller lidt padel, kører mountainbike og dyrker lidt pilates i ny og næ. Godt nok kom Northside i vejen for det med alkohol, men det var jo bare en enkelt weekend, og ellers ser det fornuftigt ud. Så det går nok.
Men jeg er jo nødt til at fortsætte en sund levevis de næste 30 år – som min nabo. Og det gælder jo også dig, for som Gnags synger: »Når jeg bli’r gammel – så’ du gammel selv.«
Man må aldrig stoppe op, hvis man skal holde sig væk fra sygehusvæsenet. Vores fantastiske konge har motiveret og inspireret tusindvis til at løbe med i Royal Run, og i virksomhederne kan man også gøre en masse i den retning.
I de næste seks måneder vil vi i Erhverv Aarhus fokusere på ”den sunde arbejdsplads”, og til vores konference i efteråret vil vi uddele en pris til en virksomhed, der har gjort en særlig inspirerende indsats på sundhedsområde. Det glæder vi os til snart at fortælle meget mere om.