Underskud på dyr institution
Kommunen udnytter ikke dyre institutionspladser på institution med 20 ansatte.
Aarhus Kommune har på et år haft et underskud på 7,5 mio. kr. på sit medejerskab af Viby-institutionen Multifunc, som blev etableret i oktober 2012 i samarbejde med Region Midtjylland og Herning Kommune.
Aarhus Kommune betaler for tre af de i øjeblikket fire pladser uden dog at udnytte alle pladserne. I sidste måned var der kun anbragt en ung på institutionen, som har 20 ansatte.
»Vi kan se, at vi i gennemsnit kun bruger to af de tre pladser. Så vi kunne i denne periode have brugt en plads gratis,« siger social- og beskæftigelsesdirektør Erik Kaastrup-Hansen, Aarhus Kommune.
Døgninstitutionen Multifunc bygger på en norsk behandlingsmetode over for unge med adfærdsproblemer, pjækkeri og en begyndende kriminel karriere. De unge skal i et intensivt forløb i seks måneder efterfulgt af et udslusningsforløb hjemme hos familien. 17 unge fra Aarhus har været screenet til et ophold, men kun syv har været indskrevet. Ingen af dem har gennemført konceptet, som ellers bruges med stor succes i Norge.
»Vi følger det nøje. Vi må se, hvilke justeringer der skal til for at forhindre dem i at gå,« siger Erik Kaastrup-Hansen.
Oprindeligt var det intentionen, at andre kommuner også skulle benytte tilbuddet, men interessen har været beskeden, så regionen har indtil videre sat en planlagt udvidelse i bero.
Erik Kaastrup-Hansen understreger, at kommunens reelle udgift er mindre end 7,5 mio. kr.
»Hvis ikke de var der, skulle de have været et andet sted, som også havde kostet. Men det er stadig en alvorlig situation, når vi kunne bruge pengene andre steder,« siger han.