Fortsæt til indhold
Aarhus

»Man har en forpligtelse til at tage sig af samfundet«

Tidligere topchef Mads Øvlisen er meget optaget af virksomheders etik.

Karina O. Dahlgaard

Når man kigger på Mads Øvlisens lange og imponerende karriere, er der nogle træk, der går igen. Han har gennem alle årene været optaget af mere og andet end blot profit. Og det er da også virksomheders etiske forpligtelse til at tage ansvar for samfundet, han skriver om i bogen ”Heartcore”. Mads Øvlisen, der er formand for et nyt udvalg med fokus på socialøkonomiske virksomheder, forklarer til JP Aarhus Erhverv, at de værdimæssige aspekter går igen, dels pga. personlige årsager, dels fordi han ”voksede op” i Novo Nordisk, hvor han kom til i 1972 som 32-årig.

»Novo havde en stærk holdning til, at man havde ansvar for andet end bundlinjen. Når du er blevet til noget, så skyldes det ikke, at du bare er ”åh, så herlig”. Samfundet og konkrete personer har hjulpet dig på vej, og det må du betale tilbage,« siger Mads Øvlisen og fortsætter:

»Vores ambition var, at Novo Nordisk skulle være en respekteret virksomhed. Det har aldrig været min ambition at have verdens største dækningsbidrag eller verdens største salg.«

Stolte holdninger

Samfundsansvaret kan aflæses i virksomhedens mål om at ville løse gåden til diabetes og udrydde sygdommen.

Umiddelbart vil dette mål jo fjerne grundlaget for salg af insulinpræparater. Men alligevel har Novo Nordisk været involveret i diabetesforskning i årevis.

»Det handler også om at have meninger og holdninger, som medarbejderne kan være stolte af,« forklarer den tidligere topchef.

Novo Nordisk begyndte at arbejde med værdigrundlaget i 1970’erne og gav indsatsen en ekstra skalle i 1990’erne. Virksomheden har været en af frontløberne inden for CSR – virksomheders sociale ansvar. Og længe før andre blev den tredobbelte bundlinje indført, hvor virksomheden ville opgøre resultater på både en finansiel, en social og en miljømæssig bundlinje.

»Da vi begyndte at tale om bløde værdier – og det er altså ikke noget skovbørnehaveagtigt – så var der nogle udfordringer. Men patenter og enerettigheder driver ikke en virksomhed. Det gør energi og fornyelse. Og det skaber man ved at slippe medarbejderens kreativitet fri,« mener Mads Øvlisen.

Værdisættet i Novo Nordisk, som gør virksomheden til en formålsdreven virksomhed, betyder også, at produkter ikke må udvikles blot for indtjeningens skyld – der skal være et højere formål med dem. Mads Øvlisen understreger, at han ikke længere arbejder i Novo Nordisk, men 34 års tilknytning til virksomheden har smittet af på ham. En højere mening optager generelt den tidligere topchef. Han var i en årrække bestyrelsesformand for Lego, som ikke kun producerer klodser for at tjene penge men for at udvikle børns kreative evner. Og han er igennem flere tillidsposter med til at fremme ideen om at arbejde for mere og andet end indtjeningen.

»Alle virksomheder kan arbejde med værdier,« slår Mads Øvlisen fast.

»Jeg tror også, at de fleste mindre virksomheder arbejder ansvarligt, selv om de måske ikke formulerer det. De kalder det måske bare en god arbejdsplads.«