Krebsens vendekreds

Normalt handler en Poul Krebs-sang om du og jeg, og hvad skal vi med hinanden? Skal vi være kærester eller noget, der er værre?

Men snart ændres krebsens emnekreds.

Når Poul Krebs 1. september udgiver sit 17. album (ja, syttende!) med titlen "Ku den næste dans blive min?", byder den århusianske sanger sin nye hjemby, som samtidig er hans tidligere hjemby, op til flere kinddanse.

»Jeg voksede op i et lille godt parcelhuskvarter

i den yderste udkant af Christiansbjerg

Man ku' hurtigt bli' voksen

hvis man havde lidt held

Man ku' blive rocker

eller man kun spille lidt selv.«

Sådan indledes albummets første sang, som er er en hyldest til Poul Krebs' første band med det imposante navn Young Inspiration Society.

Den fik ikke for lidt.

Teksterne blev skrevet af fra idoler som The Rolling Stones. Et job i Skolegade (»hvor folk var ligeglade«) endte med en overnatning på kabinettet til en basguitar. På svedige nætter på spillestedet Vestergade 58, var der piger foran scenen, som sagde, de kunne lide musikken...

Men bagest i lokalet stod pladeselskabsmanden og konkluderede:

»Det lyder godt - men det er bare ikke det, de unge vil ha'«.

Ja, det er ca. 30 år siden og næsten ikke til at se, da Krebs træder ind på Café Zwiggy i Tordenskjoldsgade. T-shirt, som kun strammer de rigtige steder, er knap nok klam efter cykelturen fra villaen på Lyngvej i Risskov, hvor Poul Krebs og hustruen, Ulla og deres tre børn på 16, fem og tre, flyttede ind for godt et halvt år siden.

Ret og uret

For 30 år siden sagde pladeselskabsmanden, at "krebsen" ikke lige lavede den musik, de unge kunne lide.

Han havde for så vidt ret.

I alt fald i ca. 10 års tid.

I midten af firserne stod Poul Krebs på en losseplads og læssede 1.200 LP-plader af debutpladen "Krebs Band" ud af bilen. Restoplaget af et helt overset talent. Intro-nummeret hed "Træt af at vente".

Poul Krebs overvejede at lægge guitaren på hylden.

Men kun for en stund.

Så startede han igen.

Han kunne ikke lade være.

Byen i Superligaen

Det er ca. 600.000 solgte plader og masser af erfaringer siden. Som Poul Krebs selv synger på sangen "Mesterværk":

»Jeg har set nordlys og morild, Angelina Jolie, katedralen i Barcelona og solnedgang i Sælvig.«

Pointen er, naturligvis, at han aldrig har set et mesterværk som sin kvinde.

Men Poul Krebs har også en anden kærlighed på hjerte på sin nye plade.

Kærligheden til Århus.

Mens Gnags har hyldet både Vestergade og den lave sol over Århus, så har Poul Krebs hidtil holdt tand for tunge.

»Det er helt og holdent skævt og urimeligt. Min by er rykket ned i 1. division. Enhver kan da se, den hører hjemme i ligaen,« funderer han en forstemt, lettere ironisk blues, som priser den smukke sol over Vennelystparken og skiltet på Den Permanente, som stolt proklamerer, at provinsen har skabt de smukkeste piger.

»På stien i skoven, der løber frk. Århus, i lugten af løg, lidt over fire,« lyder en linie om den markante duft i løgskovsdelen af Riis Skov, før et englekor undrer sig over klangen af de forsmædelige ord: Første division.«

Krebs bestiller en stærk kaffe i baren, før han sætter sig for at forklare.

»Sangen "1. division" er et humoristisk bidrag til hele problematikken omkring hovedstaden og provinsen. Vi har tendens til at dele alting op, som om Danmark kun har én by i superligaen. Og jeg mener i den grad, at Århus hører med i Superligaen,« siger Poul Krebs, og lyder, som ville han have slået næven i bordet, hvis han ikke havde været sådan en flink fyr.

Det er i sær i de seneste 10 år, han har boet på Samsø, at Århus som by har udviklet sig omvendt proportionalt med byens bedste fodboldhold.

»Jeg har boet ekstremt meget på hotel i Århus i de år, når vi har spillet i byen. At flytte tilbage har været en fantastisk oplevelse. Århus har fået et flow ligesom Amsterdam, som jeg og Ulla altid har sat pris på. Vi boede i Amsterdam et år, og vi kan se, at Århus har fået noget af det samme, fordi man har fjernet en del af biltrafikken. Det betyder, at folk har opdaget, at det faktisk er muligt at gå og cykle igennem byen. Dermed har byen fået foræret et udeliv, som er utroligt behageligt,« siger Poul Krebs.

Lad Horsens om Stones

Stod det til ham, skulle byplanlæggerne have alverdens priser for indsatsen.

»Odense er skåret op i bydele på grund af de store veje. Men Århus er blevet et sted, hvor jeg har været mere udendørs end nogensinde. Byen er begyndt at hvile i sig selv og har fået sin egen rytme. Og det skal byen huske. Den skal ikke foregive at være noget andet.«

Selv om Poul Krebs er Rolling Stones-fan, smerter det ikke hans rytmiske hjerte, at det er Horsens, Mick Jagger og de andre knirkende rullesten har valgt at optræde i - endda samtidig med Århus Festuge.

»Drop den snak om store navne. Lad Horsens gøre det, så kan Århus være det sted, der konstant tilbyder små eksklusive begivenheder i et konstant flow, hvad jeg anser for langt mere interessant,« siger Poul Krebs og giver et eksempel:

»Jeg var til Sting-koncerten i Rådhusparken i juli, og det var helt grotesk. Lyden var for lav af hensyn til omgivelserne, så musikken - som skal være høj nok til at omfavne tilhørerne - blev overdøvet af snak. Og uanset, at det var smukt imellem træerne, så tror jeg ikke, halvdelen fik noget ud af koncerten,« vurderer Poul Krebs.

Gang i Samsø

»Århus bør være stolt af at være en international provinsby fremfor "verdens mindste storby." Byens størrelse er dens styrke,« siger Poul Krebs.

Han og familien har bevaret boligen på Samsø, hvor musikeren stadig er engageret i Dansebjerg-studiet, hvori det nye album er indspillet.

»Vi er flyttet til Århus, fordi vi trængte til det. Det er sundt at rykke roden op, luge ud og komme til noget nyt. Vi fik sat gang i så meget på Samsø,« forklarer Krebs og nævner det populære Brundby Hotel, som de sammen med venner overtog og gjorde til et populært, rytmisk refugium for musikere, som kvitterede for gæstfriheden med en række gratis-koncerter.

Siden købte parret stedet Dansebjerg og indrettede det med studiefaciliteter.

Mindre koncerter, workshops for sangskrivere og Ulla Krebs Billes tæft for børneteater blev en del af ø-livet.

»Men vi nåede til den faglige erkendelse, at når færgen altid er udsolgt, er det begrænset, hvor stort vingefanget kan være. Og grøften blev stadigt dybere imellem landsbyernes ønske om at sikre godstransporten og tilflytternes ønske om at kunne komme til og fra noget hurtigere.«

Krebs roder lidt i kaffen. Han vil ikke give øboerne skylden for, at Samsø blev for snævert et udgangspunkt for en turnerende musiker.

»Nærdemokrati er for besværligt. Der er for mange, som ikke tør træffe beslutninger, der gør ondt, fordi de kan møde deres opponenter i Brugsen dagen efter. Samtidig kan man også mærke, når man kommer væk fra landets hovedpulsåre, at der ikke er nogen vilje til at fordele kulturudbuddet til hele landet. Men Samsø er et fantastisk sted at have små børn - og det var et godt sted for mig at være, da jeg pludselig blev kendt,« siger Poul Krebs.

Godt at komme væk

Han hentyder til sit gennembrudsår, 1997, da sådan nogen som hele Danmarks befolkning pludselig havde brug for en ballade som "Kærester". Sangen - og albummet "Små Sensationer" skabte store sensationer.

»Vi boede i Amsterdam i det år, hvor pladen slog igennem. Da vi kom hjem, var det overvældende. Ikke for at lyde krukket, men jeg måtte have et sted, hvor jeg kunne være en privatperson i det offentlige rum. Det har taget mig mange år at vænne mig at være kendt,« erkender Krebs.

At det i sidste ende også kan begrænse inspirationen at sidde i et hus på Samsø og kigge ud over marker og hav, erkender han.

»Det er klart, at inspirationen kan tørre ud. Min forrige plade hed vel ikke helt tilfældigt "Usund skepsis", hvor det første nummer hed "Tilskuernes land". Pladen var præget af, at jeg ikke havde rejst nok. Når det sker, må man flytte sig videre,« forklarer sangeren og sangskriveren.

Og det gjorde han så.

»Overordnet set har jeg hverken villet eller ønsket at hylde Århus på den nye plade. Men det trængte sig på. Jeg ville lave noget umiddelbart, der havde karakter af her og nu, fordi jeg længe havde arbejdet på Danmarks Radios projekt "Postkort fra livet", som meget handlede om meget tunge og sørgmodige historier, danskerne havde fortalt.«

Ikke noget egnsarkiv

Han regner ikke med, at hans barndom fra tiden i Århus for fremtiden skal endevendes, som var han popmusikkens Nils Malmros.

»Når jeg synger om spillestedet Vestergade 58 og koncerten i Skolegade, er der ingen nostalgi i det for mig. Når jeg går på Voxhall eller Train, så lever stederne så meget, at der ikke er nogen idé i at drømme sig tilbage. Jeg har egentlig aldrig været god til det,« siger Poul Krebs, som derfor næppe heller kommer til at synge om sin karriere på Skovbakkens bedste håndboldhold.

»Jeg var med i 2. og 1. division. Var med til at vinde Landspokalen. Og jeg fik da også 10 minutter i Europacuppen imod et hold af eksjugoslaviske lejesoldater. De brugte flyvende udskiftning. Så hver gang jeg kom spænende op ad højre fløj, kom der 150 kg mandfolk ude fra bænken og lagde mig ned. Det var hårdere, end jeg havde drømt om.«

Og ikke værd at synge en sang om, mener Krebs.

Derfor synger han i "The Young Inspiration Society" de rammende linier:

»Det er i grunden vel egentlig slet ikke så skidt, at jeg i virkeligheden husker så ufatteligt lidt. For det er country og western i værste perspektiv, og man kun ende som det syngende egnsarkiv.«

Poul Krebs: "Ku den næste dans blive min?" (CMC) udkommer 1. september.

anders.lange@jp.dk

5 hurtige

Om rocken i Århus

»Århus har så mange ubrugte muligheder. Det er først nu, at festivalen SPOT har fået den respekt, som den har fortjent. Men der skal gøres mere for at holde talenterne i byen. Derfor er vi en flok, som arbejder på at få skabt et sted på havnen, hvor musikere kan producere, eksperimenterer og mødes. Men det kræver en indsats fra byens side. Vi får ikke nok ud af talenterne, hvis de bare flytter videre, når de er store nok.

Om AGF

»Klubben bakser med sin opdeling i forenings- og forretningskultur. Hvorfor er det, at mange bestyrelsesmedlemmer skal sidde der, blot fordi de tidligere har udrettet noget på sportsbanen. De skulle have en lille statue hver i stedet, så AGF kunne ansætte en bestyrelse, der tænker fremad.«

Om Ford Anglia

»Min familie har aldrig haft en Ford Anglia, selv om jeg synger om én på min nye plade. Historie handler om den lille familie, der er på skovtur i Angliaen, og om, hvor stor krisen er, da den går i stå - selv om den snart kan starte igen. Det kunne minde om, når et lille land hidser sig op over en bagatel.«

Om at blive 50

»Det er faktisk kun klangen, lyden, af ordet halvtreds, jeg ikke kan lide. Det skratter. Men ellers har intet ændret sig - bortset fra, at jeg har fået flere unger...«

Om at give koncert

»Jeg glæder mig til at spille med et meget lille band i efteråret. Vi skal ud til de små steder og er kun fem med mig selv. Ingen korsangere eller blæsere. Det bliver godt.«