Kunst på tværs: Norges dronning i fælles kunstprojekt med popmusiker

Dronning Sonja besøgte torsdag Aarhus for sammen med landsmanden Magne Furuholmen, af mange nok bedst kendt fra bandet A-ha, at åbne deres fælles udstilling af grafiske tryk.

Artiklens øverste billede
Dronning Sonja besøgte torsdag Aarhus for sammen med den tidligere popmusiker Magne Furuholmen at åbne en fælles udstilling. Foto: Morten Lau-Nielsen

Hvem skulle have troet, at en 80-årig dronning af Norge kunne finde fælles fodslag omkring kunsten med en popmusiker. Det er dog, hvad den norske dronning Sonja og Magne Furuholmen har gjort.

Torsdag fremviste de på aarhusianske Galerie MøllerWitt resultatet af et toårigt samarbejde.

»Det er vældig morsomt at se dem hængt op sådan, synes du ikke?« lød det fra den norske dronning, der udviste et strålende humør ved præsentationen af de 23 grafiske værker.

Der var egentlig stillet stole, bord og vand frem til æresgæsterne forud for arrangementet, men da den 80-årige dronning ankom, ville hun hellere stå op.

Det gav hende også god lejlighed til at bevæge sig lidt rundt og tage resultatet i øjesyn, mens hun og Magne Furuholmen supplerede hinanden i at fortælle om værkerne og processen bag dem for det mindre presseopbud, der ville høre om det umage samarbejde, som dronning Sonja karakteriserede som »vældig spændende og morsomt«.

Et umage par

De fleste vil kunne nikke genkendende til sange som »Take On Me« og »The Sun Always Shines On Tv«. Sange, som den 55-årige Magne Furuholmen stod bag, da han tilbage i 1980’erne spillede i bandet A-ha. Siden A-ha blev opløst, har nordmanden dog gjort sig kendt og anerkendt for sin kreativitet indenfor en anden kunstnerisk genre – den grafiske del af billedkunsten.

Og da dronning Sonja og Magne Furuholmen begge deltog i en kunstworkshop i New York, opdagede de hurtigt, at de kunne lade sig udfordre og inspirere af hinandens idéer. Det blev til et samarbejde om en fælles udstilling baseret på to verdener, der mødes og bliver til én.

Udstillingen på Galerie MøllerWitt viser både værker kreeret alene af dronningen og alene af Magne Furuholmen, men så er der en række større grafiske billeder, som de har skabt i fællesskab.

Galleriejer Lars Møller Witt kalder det en slags jamsession, de to har haft gang i, ved både at kreere deres eget og sætte hver deres aftryk på den andens så de på den måde har skabt en række sammenhængende tryk.

Hvor Dronning Sonja typisk arbejder med fotografier som grundlag for sine værker, så har Magne Furuholmen primært arbejdet med grafik. Men i arbejdet med værkerne har de helt praktisk arbejdet på hinandens kunst, uden at noget har været den ene eller andens.

»Det giver en energi og synergi, som er vældig morsom,« sagde dronning Sonja om samarbejdet.

»Vi har udfordret hinanden. Det føles, som om vi begge har været bragt ud af vores komfortzone,« supplerede Magne Furuholmen.

Ved nærmere kig på billederne er det da også tydeligt, hvilke dronningen og hvilke Furuholmen står bag. Mens dronningens er rige på natur og baseret på fotografier, så er det teksten og det grafiske, der karakteriserer Magne Furuholmens værker.

Kun i Aarhus

I Danmark er vi vant til, at vores egen dronning udviser stor kunstnerisk interesse – noget hun altså deler med den norske dronning.

Dronning Sonja fik således også kaldt dronning Margrethe en slags »kollega«, som hun taler og diskuterer kunst med, når lejligheden er til det.

Og man fornemmer, at kunst betyder meget for dronning Sonja, som udtrykte særlig glæde over at kunne besøge Aarhus i kulturhovedstadsåret.

Hun kom til Aarhus torsdag for at åbne udstillingen og rejser først igen fredag, hvilket gav hende lidt tid i byen, som hun ikke har besøgt længe. Især fremhævede hun byens kunstmuseum.

Aarhus er det eneste sted i landet, hvor værkerne udstilles.

Galleriejer Lars Møller Witt fik for længe siden en henvendelse fra fonden bag udstillingen, der ville høre, om han kunne tænke sig at udstille værkerne. Dét takker man ikke nej til.

»Udstillingen er utrolig vital og livsbekræftende – den sprudler. De er virkelig smukke,« sagde Lars Møller Witt om værkerne, som han helt åbenlyst er glad for at kunne udstille.

Men ikke alene er det stort at få lov at udstille en dronnings billeder. Lars Møller Witt hæfter sig også ved, at selve projektet er utrolig sympatisk og noget, man som kunstinteresseret kun kan bakke op.

Alle værkerne er til salg, og overskuddet går til at støtte den grafiske kunst, blandt andet nye og unge talenter.

»Det er især det, der trigger os. Det er et utrolig uselvisk projekt.«

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.