Føtex nummer 100 åbner i Aarhus
Supermarkedskæden runder en milepæl i byen, hvor det hele begyndte.
For snart 57 år siden åbnede den første Føtex i Danmark. Det skete i 1960, da købmanden Herman Salling slog dørene op for den første butik i Guldsmedgade i Aarhus.
I samme by åbner Dansk Supermarked så torsdag Føtex nummer 100. Det sker i det nyetablerede område, Ceresbyen, på hjørnet af Dollerupvej og Ceres Allé.
"Vi er stolte af at have en grundlægger, som for de fleste i Aarhus er et velklingende navn, og som er kendt for at være visionær, innovativ og en god købmand. Allerede dengang – og før mange andre – var Herman Salling parat til at sætte kunden i centrum og tilbyde dem et stort udvalg, kvalitet og lave priser. Ligesom vi gør i føtex den dag i dag," siger Thor Jørgensen, direktør for Føtex.
Der bliver tale om en Føtex Food med fokus på madvarer.
"Butik nummer 100 er en vigtig milepæl for Føtex. Vi har virkelig set frem til at åbne butikken, der ligger i et særdeles attraktivt område," siger Thor Jørgensen.
Selve åbningen foretages torsdag morgen kl. 7 af Karin Salling og der bydes på kaffe og morgenmad til de første kunder.