Fortsæt til indhold
Aarhus

Endagsfestival fejrer Reformationen: »Her er dit liv, Luther!«

I anledningen af 500-året for reformationen afholder Aarhus Folkeuniversitet og Aarhus Domkirke endagsfestivalen Rethink Reformation. Vi kan stadig lære meget fra Martin Luther, mener arrangørerne.

Manon Buch

Den 31. oktober 1517 går en vred ung mand op mod kirken i Wittenberg i Tyskland og sømmer et papir fast på døren. På papiret står 95 teser. Hans navn er Martin Luther, og hans handling bliver startskuddet på Reformationen.

Tesernes og Reformationens 500-års jubilæum bliver i Aarhus fejret med endagsfestivalen Rethink Reformation. Her vil det være muligt at deltage i koncerter, aftengudstjeneste og forestillinger.

Men hvorfor er Martin Luther og reformationen relevant at beskæftige sig med i dagens Danmark?

Sten Tiedemann, rektor ved Folkeuniversitetet i Aarhus, der er en arrangørerne bag festivalen, mener, at Martin Luther har skabt meget af det samfund, vi i dag kender til.

»Vi står på mange måder på skuldrene af Martin Luther. Jeg tror, at man som menneske i dag har godt af at vide, hvilket fundament man er skabt af. Vi skal kende vores historie,« siger han.

»En af Martin Luthers store betydninger for samfundet i dag er bl.a., at han oversatte Biblen til tysk. Det betød, at folk skulle lære at læse for at finde ud af, hvad der står i Biblen. I den katolske kirke stod en præst og talte latin, og det lød som volapyk, fordi ingen forstod det. Nu havde man pludselig mulighed for at gøre sig klogere og lære at læse, og det betød meget for den måde, vi begyndte at søge viden på,« siger Sten Tiedemann.

Luther i kød og blod

Under festivalen er det bl.a. muligt at deltage i ”Historisk Talkshow”, der finder sted på Aarhus Teater.

Her vil ”Deadline”-værten Niels Krause-Kjær interviewe Martin Luther, der spilles af skuespilleren Bjarne Henriksen. Derefter vil de to forskere Marie Vejrup, lektor i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet, og Louise Kallestrup, lektor og ph.d i historie ved Syddansk universitet, forklare Martin Luther og Reformationen rent forskningsmæssigt.

»Konceptet er ”Her er dit liv, Luther”. Publikum skal have et stærkt indtryk af, hvem han var, og hvilke kræfter, der drev ham. Man får sat kød og blod på personen, og så tilføjer Louise Kallestrup og jeg nogle videnskabelige detaljer til historien,« siger Marie Vejrup, der bl.a. har været med til at skrive manuskriptet.

Under hele processen med at skrive stykket har der været forskere inde over. Det er gjort for at gøre det så historisk korrekt som muligt.

Gæsterne udfordres

»Gennem festivalen vil vi gøre Martin Luther relevant for et nutidigt publikum. Derfor har vi valgt at lave det historiske talkshow. Vi bruger elementer, som vi ser i fjernsynet: Vi har en kendis, der i dette tilfælde er Luther, og en tv-vært, der udspørger ham. Det har været en interessant rejse at lave stykket, da man hele tiden skal overveje, om det bliver for åndet til at rage folk i dagens Danmark,« siger Sten Tiedemann.

Vi skal være parate til at kunne se på os selv og være kritiske over for, om vi gør tingene på den rigtige måde, og hvorfor vi gør det. Det er noget af det, som vi kan lære af Martin Luther og Reformationen.
Poul Henning Bartholin, domprovst i Aarhus Domkirke

Inspireret af Martin Luthers gentænkning af alt fra kroppen til staten, frihed, økonomi og køn udfordrer endagsfestivalen Rethink Reformation også gæsterne til at forestille sig en ny verden i fremtiden.

»Kirken og mennesket bør altid reformere sig selv, dvs. at man skal altid kunne se sig selv udefra. Derfor er der altid mulighed for nye reformationer i fremtiden,« siger domprovst i Aarhus Domkirke, Poul Henning Bartholin.

»Vi skal være parate til at kunne se på os selv og være kritiske over for, om vi gør tingene på den rigtige måde, og hvorfor vi gør det. Det er noget af det, som vi kan lære af Martin Luther og Reformationen,« siger han.

Arrangementet er præsenteret af Folkeuniversitetet i Aarhus i samarbejde med Aarhus Universitet og Aarhus Domkirke. Projektet er gennemført med støtte fra Aarhus Kulturhovedstad 2017.

Der vil være mere end 20 arrangementer på selve dagen og i alt 30 arrangementer i dagene omkring, bl.a. lys- og videoinstallation på Bispetorv, ping-pong om fremtidens samfund, sang i Aarhus Domkirke og sceneoplevelser på Aarhus Teater.