Hay Festival skal give børn lyst til at læse
Børnebogsfestival på Dokk1 åbner torsdag med kongeligt besøg, udenlandske forfattere og Harry Potter Minecraft.
Torsdag åbner Hay Festival, den første internationale børnelitteraturfestival afholdt i Danmark. Her vil en række kendte fortællere, illustratorer og forfattere samles de næste fire dage for at hylde børn og unges fortælleglæde, skrive- og læselyst.
Festivalen, der er arrangeret med samarbejdspartneren Aarhus 2017, har over 150 events på programmet. Alle dagene vil der være oplæsninger, møder med forfatterne, illustrator-workshops og Harry Potter Minecraft.
»Det er vigtigt at fokusere på børnene, når vi snakker om kultur. Børn skal have mulighed for at skrive, tegne og læse, og det er fokusområder på Hay Festival. Noget af det mest kendte børnelitteratur – som eventyr – er skabt i Danmark, og derfor er det oplagt, at vi fejrer det i kulturåret,« siger Rebecca Matthews, direktør for Kulturhovedstad 2017.
Festivalen vil blive afholdt på forskellige lokationer på Dokk1.
»I Aarhus er vi gode til at udvikle os, og det gælder især vores børn. Aarhus har ét af verdens bedste biblioteker, og den kombination er umulig at sige nej til. Dokk1 er den perfekte lokation til en festival som denne,« siger Rebecca Matthews.
Orlaprisen
Under festivalen vil bl.a. børnebogsforfatterne Josefine Ottesen, Dy Plambeck og duoen WulffMorgenthaler deltage.
Derudover vil Kenneth Bøgh Andersen, forfatter bag bøgerne ”Antboy” og ”Djævlekrigen” og én af kandidaterne til børnenes litteraturpris Orlaprisen, også være til stede under festivalen. Her vil han læse op fra sine værker og gå i dialog med publikum.
»Det er meget tiltrængt og positivt, at der bliver lagt fokus på børnelitteratur. Bøger kan noget, som iPads og internettet ikke kan, men det kræver, at man bliver introduceret for det på en spændende måde. Jeg håber, at børnene får en god oplevelse under festivalen og får lyst til at begive sig ud i bøgernes univers,« siger han.
Kongeligt besøg
Vinderen af Orlaprisen vil blive kåret på søndag.
Festivalen åbner officielt torsdag kl. 11.15 med besøg fra kronprinsesse Mary og et kor med 100 børn fra Kragelundsskolen i Aarhus. Derudover vil kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad, direktør for Hay Festival Peter Florence og Rebecca Matthews byde velkommen.