Borgmesteren valgte guitar

Nils Borring sidder på kanten af sofaen. Der er stille i den socialdemokratiske borgmesters rødstensvilla i udkanten af Hammel. Her bor han fem minutters gang fra Frijsenborgskovene sammen med sin hustru, Hanne, der er pædagogisk konsulent. Deres to døtre er flyttet hjemmefra.

Hans fødder i strømpesokkerne begynder langsomt at stampe takten i det lyse klinkegulv i husets nye tilbygning. Ærmerne på den lyseblå skjorte er smøget op. Fingrene bevæger sig hen over strengene på den nystemte westernguitar, han har mellem hænderne. Han nynner de første strofer af en gammel amerikansk folkesang:

»There is a house

in New Orleans. They call

the Rising Sun (..).«

Borgmesteren smiler og lægger guitaren ved siden af sig på det grønne sofabetræk.

»Det var en af de første sange, jeg lærte at spille i 8. eller 9. klasse. Det var dengang, man også hørte top-20 i radioen,« siger lokalpolitikeren og smiler.

Guitaren støtter ordene

For Nils Borring har guitar og musik været en følgesvend gennem det meste af hans 58-årige liv – både privat og på arbejde. Han har været kasserer i den lokale musikforening, som drev spillestedet ”Troubadouren”, og optrådt med musik og gøgl i duoen ”Sørensen og Sørensen”.

Før han blev borgmester, nåede han at fejre 25-års jubilæum som lærer og skolebibliotekar på Søndervangskolen i Hammel.

»I mit nuværende arbejde bruger jeg erfaringer fra min uddannelse og mit skolelærerjob. Hvis jeg f.eks. skal ud og fortælle om mig selv på et plejehjem eller et andet sted, er guitaren et understøttende instrument. Hvis jeg bare snakker i en time, falder folk i søvn,« siger han og fortsætter efter en kort pause:

»Men jeg er kun amatørmusiker. Så jeg begynder med at sige til dem, ”at hvis I kan leve med det, jeg kan levere, er det helt fint for mig,”« siger Nils Borring og finder sin mobiltelefon frem.

»Her skal du se,« siger han og viser en kort filmsekvens, hvor to grinende blebørn bevæger sig i takt til lyden af en Shu-Bi-Dua-sang.

»Det er de to yngste af mine tre børnebørn. Når de er på besøg, spiller og synger jeg tit for dem. Det er hyggeligt.«

Tilfældigt at det blev guitar

Nils Borring er vokset op i Hammel sammen med sine forældre og tre søskende. Den ene bror fik en Lucky 7-guitar med et medfølgende spillehæfte, hvor Jørgen Ingemann demonstrerede sin guitarteknik.

»På den måde lærte jeg mig selv at spille. Men det var tilfældigt, at det lige blev en guitar,« siger han og genoptager fortællingen om sin musikalske dannelsesrejse:

»Da jeg kom i gymnasiet, introducerede min musiklærer mig til navne som Led Zeppelin, Pink Floyd og Mike Oldfield. Og så gik jeg i klasse med nogle drenge, som var rigtig gode til at spille. Dem lærte jeg meget af.«

Efter gymnasietiden var han værnepligtig og tjente, med egne ord, så gode penge, at han hver orlovsweekend købte et par lp-plader. Samlingen nåede op på omkring 450 stk.

»Dem har jeg stadig stående. Og når jeg ind imellem svinger støvkluden og gør rent i huset, kan jeg godt finde på at tage en af de gamle vinylplader frem og lytte til den.«

Da Nils Borring kom på lærerseminariet i Aarhus, var musik et obligatorisk fag. Han valgte guitar som instrument og fik udbygget den grundlæggende teori.

»Jeg lærte at skifte toneart på melodierne, og så blev min formåen og min verden meget større. Og det var et kvantespring, da jeg siden overtog en skoleklasse, og der blev bygget noder på, fordi jeg skulle lære dem at spille blokfløjte,« siger han.

Han løber også ...

Interviewet er ved at være slut. Kaffen er drukket. Og så siger Nils Borring:

»I virkeligheden er guitar slet ikke min største hobby. Det er løb, som er min passion.«

Hver søndag formiddag løber han gerne en længere tur i klubben Hammel GF Løb & Motion.

»Den tid er næsten hellig, siger jeg til min sekretær. Der må hun helst ikke booke møder i min kalender. Som borgmester er man på hele tiden. Så løb er et af mine frirum,« siger lokalpolitikeren, som har gennemført 17 maratonløb rundt omkring i Danmark og i Berlin. Hans personlige rekordtid er tre timer og treogfyrre minutter.

»Men musik er også en stor del af mit liv. For man kan jo ikke være sur, når man spiller guitar eller synger,« siger han, mens han slår de tre akkorder an til en anden af de sange, som står på hans faste sætliste: ”Sådan er kapitalismen.”