Fortsæt til indhold
Aarhus

14.000 aarhusianere var uden strøm på grund af teknisk fejl

Strømsvigtet resulterede desuden i, at flere husstande var uden varmt vand.

Tusindvis af aarhusianere var tirsdag aften berørt, da der var strømafbrydelse på Katrinebjerg, Trøjborg og Christiansbjerg i det nordlige Aarhus.

Ifølge energiselskabet NRGI var omkring 14.000 aarhusianere uden strøm efter nedbruddet, der skete klokken 19.03.

Det var en teknisk fejl, som var skyld i strømafbrydelsen, oplyser energiselskabet.

»Det er lidt teknisk, men helt præcist var det to transformatorstationer, som koblede ud på grund af en defekt i overvågningssystemet,« siger kommunikationschef hos NRGi Simon Karsø til TV2 Østjylland.

Efter en halv time havde 13.000 af de 14.000 aarhusianere atter strøm, mens de resterende 1.000 måtte vente indtil 20.30.

Strømsvigtet tirsdag aften resulterede desuden i, at flere varmepumper hos AffaldVarme i Aarhus stod af. Det betød, at flere husstande var uden varmt vand i løbet af aftenen.

Artiklens emner
NRGi