»Nu venter en stærk finale«
Der er stadig tre måneder af kulturhovedstadsåret tilbage. Der venter mange oplevelser endnu, siger 2017-direktøren og lover en festlig afslutning.
Sæt kryds i kalenderen den 9. december. Den weekend skal titlen som kulturhovedstadsår sendes videre til den hollandske by Leeuwarden, som sammen med Valletta på Malta deler titlen i 2018.
Rebecca Matthews, direktør for Aarhus 2017-fonden, vil endnu ikke sige for meget om, hvad der skal ske, men hun vil gerne love, at der bliver fest i Midtbyen.
Det store afslutningsbrag, som er den fjerde og sidste megabegivenhed i kulturhovedstadsåret, kommer til at kunne høres og opleves fra Vestjylland til Østjylland, fortæller hun.
Til gengæld bliver det på ingen måde en kopi af åbningsceremonien i januar, som mindst 76.000 mennesker tog del i.
En fremtidsvision
»Nu venter en stærk finale, en fremtidsvision, som vi alle kan dele. Mange af de kommende begivenheder handler om fremtiden, kreativ business, design, mad, mode og arkitektur,« siger Rebecca Matthews.
»Men der skal stadig ske meget inden afslutningen. Det er jo det, vi hele tiden har sagt: Dette kulturhovedstadsår startede med et brag, og det skal ikke ende i en hvisken. Vi holder momentum, og der er så meget at se frem til endnu. Selv kan jeg slet ikke vente med at se ”Edda” på Aarhus Teater i oktober.«
Desuden er der bl.a. børnelitteraturfestival i Aarhus den 26.-29. oktober og den internationale konference Creativity World Forum den 1.-2. november.
I weekenden den 18.-19. november er der tre koncerter med henholdsvis Anohni, Lucinda Childs og Philip Glass, ligesom den israelske kunstner Yael Bartana kommer med sit værk ”What if Women Ruled the World?” den 22.-25. i samme måned.
Lige inden markeres samarbejdet med den britiske kulturhovedstad Hull og Aarhus 2017 med den britiske teatergruppe Blast Theory, som sender sit publikum på en overraskende rejse til en ukendt by i året 2097.
»Det bliver godt. Jeg håber, at folk vil engagere sig lige så meget i resten af året, som de har gjort indtil nu.«
Regnskab og evaluering
Rebecca Matthews er ansat i 2017-fonden indtil udgangen af næste år. Hun skal bruge tiden på ikke bare at lukke projektet ned og afslutte regnskabet – som, lover hun, holder sig inden for budgettet – men også evaluere hele kulturhovedstadsåret og dets 450 projekter samt styrke grobunden for den arv, som året efterlader sig.
»Jeg håber virkelig, at Aarhus Kommune sammen med resten af Region Midtjylland vil arbejde videre med alle de projekter og alle de nye forbindelser, der er skabt. Det er en kulturel investering, som kan betale sig, vil jeg mene.«
International interesse
Hun drømmer om, at alle kan fortælle en historie om 2017.
»Folk er interesserede derude i verden, jeg bliver konstant kontaktet, også af medier. Lokalt og regionalt har der også været stor interesse, men det er kommet bag på mig, hvor svært det er at få rejst et nationalt engagement,« siger 2017-direktøren.
»Det har været nemmere at få den britiske avis The Guardian hertil end de københavnske medier. Når jeg ser eller læser samtaler om, hvad der sker kulturelt i Danmark, bliver kulturhovedstadsåret ofte ikke nævnt. Det er jeg overrasket over. Vi har rakt hånden ud, men ingen tager imod den.«
I stedet har hun rakt hånden ud mod internationale spillere på den kulturelle scene.
»De har taget imod den. Det er vigtigt, for i fremtiden er de kontakter knyttet til Aarhus, ikke til København. Nu kender de denne spændende og levende by. Den glemmer de ikke.«