»Vi må stå sammen om at forhindre, at nogen bliver slået ihjel«
Utryghed og et konstant øje på børn og unge er nogle af konsekvenserne i Aarhus V efter en måneds bandekonflikt.
Hvad sker der i Aarhus V?
Skyderi i Bispehaven, skyderi i Gellerup og senest i lørdags, hvor flere end 10 skud blev affyret i nærheden af Bazar Vest.
Lørdag kom reaktionen fra Østjyllands Politi, der har indført en visitationszone i området, som betyder, at politiet uden begrundet mistanke om noget kriminelt kan standse enhver borger og foretage kropsvisitationer og visitationer af tøj, andre genstande og biler for at undersøge, om folk har våben på sig.
Fire ugers bandekonflikt har sat sine spor. Men hvad er reaktionen fra nøglepersoner i områderne? Anders Glahn er fritids- og ungdomsskoleleder i Gellerup-området:
»Vi plejer i forvejen at være massivt til stede i sommerferien, men i år er vi ekstra meget på stikkerne og rykker også lidt rundt på nogle ferieplaner. Her i ferien handler det om at sætte en masse aktiviteter i gang, som er organiseret af voksne mennesker i området for at aflede de unge fra at blive lokket i fælder af mærkelige mennesker i banderne,« siger han.
Ukendte spillere udefra
Det handler om at forhindre rekruttering af nye medlemmer til banderne, fortæller Anders Glahn:
»Vi er nødt til at diskutere den her situation med vores børn og unge og fortælle dem, at det kan få konsekvenser, hvis man liker et opslag fra Loyal to Familia eller andre bander. Vi skal som voksne have en meget klar og tydelig holdning til banderne, så vi kan forhindre rekruttering af nye medlemmer,« siger han.
Anders Glahn forklarer også, hvorfor den aktuelle konflikt er usædvanlig svær at håndtere:
»Når vi tidligere har haft konflikter i Aarhus, har det ofte været afgrænset til ét boligområde, og så har vi kunnet opspore de unge, som det handlede om. Den her konflikt går på tværs af byen og på tværs af landet, og så er det helt ukendte spillere, som kommer til byen. Derfor er det afgørende vigtigt, at vi deler alle informationer på tværs og med politiet,« siger han med tilføjelsen:
»Og her er der ikke tale om, at nogle er stikkere eller den slags, for nu handler det om, at alle står sammen om at forhindre, at nogen bliver slået ihjel. Normalt lader vi politiet om at tage sig af tryghed og sikkerhed, og så laver vi aktiviteter for børn og unge, men i den aktuelle situation er sikkerhed også en del af vores opgave, for der er ingen grund til at være naiv. Der er skydevåben til stede, og den slags kan man dø af,« siger Anders Glahn.
Som tidligere omtalt i JP Aarhus står en række parter i Gellerup tæt sammen om at holde banderne ude af området, og det glæder Anders Glahn.
»Det er godt for sammenholdet, og søndag havde vi den rigtig gode oplevelse, at FIF, Forbundet af islamiske foreninger, som rummer mange forskellige retninger inden for islam, står helt sammen om at fordømme banderne, og det er et virkelig godt signal,« siger han.
Mange er utrygge
Hos Brabrand Boligforening er adm. direktør Keld Laursen i tæt kontakt med politiet:
»Bandekonflikten er først og fremmest et politianliggende. Vi har et tæt samarbejde med politiet og bidrager med beskedne tiltag som f.eks. fjernelse af bande-graffiti og tæt dialog med vores beboere. Vi har ikke modtaget aktive henvendelser, men det er tydeligt, at mange er utrygge i øjeblikket. Hvis vi opdager narkotika eller våben på et af vores lejemål, så er den viden formentlig tilstrækkelig til, at vi vil indlede en udsættelsessag,« siger han.
I Bispehaven var der skyderi den 17. juni, og Østjysk Bolig, der har en afdeling i Bispehaven, har sendt brev ud til beboerne, fortæller direktør Allan Søstrøm:
»Vi sendte et brev ud til vores beboere i fredags, hvor vi underrettede dem om situationen, og hvordan vi forholder os. Vi har bl.a. skrevet til beboerne, at de skal holde øje med deres børn. De skal ikke løbe rundt på må og få. Vi ser nødigt, at de lidt ældre børn fra 12-årsalderen og opefter bliver medløbere i konflikten og bliver bydrenge. Vi appellerer meget til, at beboerne holder sig væk fra konflikten,« siger direktøren.
Lidt trykket stemning
Den 6. juni var der skyderi i nærheden af Bazar Vest, og i lørdags var den gal igen med op mod 10 skud affyret tæt ved basaren. Så bandekonflikten optager mange, fortæller basarchef Ahmet Øcalan:
»Man snakker meget om det herude. Folk er påpasselige. Man tænker sig lige om en ekstra gang om aftenen, når man går rundt. Men snakken går også om dagen. På den måde er der lidt en trykket stemning,« siger han og fortsætter:
»Vi ændrer ikke indsatsen som sådan. Vi har vagter ude i centret og overvågningskameraer. Vi vil ikke have, at konflikten går ud over vores 80 butikker, og vores butiksindehavere er selvfølgelig også opmærksomme på, at uro i området påvirker deres indtjening negativt. Som center er vi en stor aktør i Aarhus Vest og Gellerup og i den forbindelse har vi mange besøgende langvejsfra og lokalt. Heldigvis har de hidtil ikke rigtig mærket noget til det, da det ofte er i aftentimerne og er interne konflikter.«
Hos Aarhus Kommune har socialrådmand Thomas Medom (SF) også fokus på bandekonflikten.
Glæder sig over zone
»Vi har en fælles opsøgende enhed delt med børn og unge, og de er fuldt til stede, og der bruger vi folk, som er vant til at begå sig i miljøet, for det er for farligt, hvis man kommer som urutineret medarbejder udefra. Vi deltager også i 360 graders eftersyn og bruger alle redskaber til at få de her bandemedlemmer væk fra den kriminelle løbebane og ind i fængslerne,« siger rådmanden, der glæder sig over, at politiet har indført en visitationszone i Aarhus V.
»Det er godt, for så kan politiet forhåbentlig få fjernet flere våben fra gaderne. Der er simpelthen for mange våben i omløb i vores by lige nu,« siger rådmanden.
Hos Østjyllands Politi opfordrer chefpolitiinspektør Klaus Arboe Rasmussen alle borgere til at ringe til politiet, hvis de ser mistænkelige forhold eller mulige bandemedlemmer:
»Vi tager glædeligt imod alle henvendelser, vi kan få fra borgere, der ser noget mistænkeligt. Jo flere øjne, vi har på bandemedlemmerne, jo bedre er det for os,« siger han, der ikke umiddelbart ser en direkte fare for borgere, som ikke er en del af konflikten.
»Bortset fra en kvindelig bilist, som pludselig blev involveret, kan vi konstatere indtil videre, at i langt hovedparten af episoderne har man skudt efter hinanden, så ingen andre borgere har været mål skyderierne,« siger Klaus Arboe Rasmussen.