Havnedirektør: Vi kan tage imod Grønlands-handel fra på mandag
Aarhus Havn er klar til at håndtere Royal Arctic Lines containere, men rederiet forventer først at være klar sommeren 2019.
Royal Arctic Line (RAL) bliver en meget markant aktør på Aarhus Havn, fastslår havnedirektør Jakob Flyvbjerg Christensen.
Ikke alene fragter rederiet en stor mængde gods, den matcher også havnens øvrige kundeprofil.
»Vi får en koncentration af norddansk og arktisk gods i Aarhus, som gør, at vores kunder og leverandører til trafikken kan optimere deres vareflow,« forklarer han.
Desuden håndterer Grønlands-trafikken ca. 45.000 containere om året.
»Sammenholder man det med den aktivitet, der er på Aarhus Havn i dag, er det 12-13 pct. af den samlede containermængde. Derfor er det en stor og vigtig ny kunde,« afslører havnedirektøren.
Gav bud i 2006
Aarhus Havn har længe næret et ønske om at få Grønlands-trafikken. Havnen gav f.eks. et bud, da trafikken sidst var i udbud i 2006. Ifølge Jakob Flyvbjerg Christensen har de to parter imidlertid de senere år nærmet sig hinanden.
»Forhandlingerne og drøftelserne er blevet intensiveret det seneste år, efter at RAL for cirka et år siden meldte ud, at man ikke længere ønskede at være forpligtet til kun at anløbe en dansk basishavn. Det skal RAL selvfølgelig også have lov til. Vi vil bare gøre vores bedste til, at Aarhus altid vil være det naturlige valg,« understreger havnedirektøren.
RAL meldte tirsdag aften ud, at rederiet flytter alle sine aktiviteter fra Aalborg til Aarhus Havn. Ifølge Jakob Flyvbjerg Christensen er der dog indtil videre kun tale om mundtlige tilkendegivelser.
»Vi har ikke nogen underskrevet aftale, men vi er løbende i dialog omkring det fremtidige samarbejde. Og vi har allerede en aftale med deres fremtidige samarbejdspartner Eimskip Denmark her i Aarhus, så på den måde kan man allerede sejle til Aarhus nu, hvis det er det, man vil,« siger havnedirektøren, som melder alt klar.
»Vi har al udstyret, og kapaciteten er der. Vi kunne for så vidt tage imod dem på mandag.«
Borgmester er skuffet
Formanden for Aalborg Havn, Aalborg-borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S), erklærer sig skuffet, og han er ikke indstillet på blot at lade RAL sejle væk.
»Vi har en uopsigelig aftale med RAL frem til udgangen af 2022. Det, at de vælger at bryde en aftale før tid, er umanerligt skuffende,« siger han og gør også klart, at Aalborg Havn er parat til at indbringe sagen for retten.
Bindende aftale
»Vi har gjort gældende, at vi ikke kan forhindre, hvad der sker efter 2022, men indtil da har vi en bindende forretningsaftale. Vi mente også, at vi var i en proces med drøftelser omkring, hvordan man kunne fastholde dem og snakkede seriøse rabatter, investeringer i nye kraner, udbygning af vores containerterminal osv.«
Thomas Kastrup-Larsen vurderer, at Aalborg Havn og aalborgensisk erhvervsliv vil lide store tab på RAL’s flytning, og et erstatningskrav på omkring 200 mio. kr. vil kunne komme på tale.
»Aalborg Havn er vokset kraftigt de senere år, og RAL udgør ca. 15 pct. af vores samlede omsætning. Så det er ikke noget, som kommer til at slå Aalborg Havn ud af kurs. Det er et bump på vejen for os, men en række virksomheder på havnen, f.eks. Polar Seafood og Royal Greenland, har lavet store investeringer i frysehuse og produktionsfaciliteter,« fortæller han.
CEO Verner Hammeken, Royal Arctic Line, håber at undgå en retssag.
»Vi forstår som udgangspunkt godt, at Aalborg Havn er skuffet, og vores udmelding skal nok også lige fordøjes. Men vi tror på, at vi kan tale os til rette, og derfor agter vi at invitere Aalborg Havn til en forhandling om, hvordan vi kan komme ud i juni 2019,« siger han og understreger, at Aarhus er det rette valg.
»Med det rutenet kan vi nå hele verden, og den infrastruktur, som Aarhus spiller med, er 15 gange større, så det er rigtig interessant for Grønlands udskibningsmuligheder,« siger han.