Dansk producent af spionudstyr bløder - mens konkurrenterne vokser
Spectronic fra Randers, der sælger spionudstyr til efterretningstjenester, er ramt af økonomisk modvind. Imens skovler tidligere Spectronic-medarbejdere penge ind med et konkurrerende firma.
Det har tilsyneladende ikke gjort noget godt for Randers-firmaet Spectronic at blive lagt sammen med andre, lignende selskaber i koncernen Domo Tactical Communications.
Fusionen skete i 2016, og samtidig dykkede de økonomiske resultater drastisk hos selskabet, der producerer udstyr til blandt andet skjult videooptagelse og aflytning.
Et overskud på 2,5 mio. kr. i 2015 blev forvandlet til et underskud på 21,4 mio. kr. – næsten en halv million kroner i minus pr. medarbejder.
Forklaringen er ifølge ledelsen, at omsætningen er faldet kraftigt. Regnskabet indeholder ikke Spectronics omsætning, men bruttoresultatet faldt fra 36 mio. kr. til 10 mio. kr. på et år.
»Ledelsen anser årets resultat for meget utilfredsstillende. Det negative resultat skyldes et væsentligt fald i omsætningen,« lyder det i ledelsesberetningen.
Spectronics ledelse er ikke vendt tilbage på Finans' henvendelser.
Oprindeligt lå Spectronic i Grenaa på Djursland og var dansk ejet indtil i 2004, hvor selskabet blev solgt til den britiske koncern Cobham, der udvikler kommunikations- og it-udstyr til især militært brug. Prisen blev omkring en kvart milliard kroner. Cobham er i dag især kendt for at købe satellitkommunikationsvirksomheden Thrane & Thrane af børsen.
Siden flyttede Spectronic til Randers af praktiske grunde, og i 2016 blev selskabet så fusioneret ind i en ny koncern, da kapitalfonden Marlin Equity Partners opkøbte flere selskaber, herunder dele af Cobham, og smeltede dem sammen til Domo Tactical Communcations.
De økonomiske problemer kan dog også skyldes hård konkurrence fra en gruppe tidligere medarbejdere.
I 2007 gik tre kernemedarbejdere fra Spectronic nemlig solo og etablerede Covidence i den lille by Rønde, 30 kilometer fra Grenaa. Hovedproduktet her er også mini-videoudstyr til overvågning, og her går det anderledes godt, rent økonomisk, end hos Spectronic.
De 24 medarbejdere hentede 31 mio. kr. hjem i overskud i seneste regnskabsår, der sluttede midt i 2016. Samme niveau ramte firmaet de to regnskabsår før, dengang bare med færre medarbejdere. Covidence er i dag også kontrolleret af en kapitalfond, britiske Montagu.