Finsk pizzakæde rykker ind i Jacobs BarBQ
Lokalerne, hvor Jacobs Pita engang lå, er nu blevet lejet ud.
Vestergade 3 har fået nye lejere. Hvor Jacobs Pita og BarBQ i 43 år har haft adresse og mange tusinder af aarhusianere har haft deres stamsted, flytter den finske pizzakæde, Classic Pizza, nu ind.
Lokalerne har stået tomme siden udgangen af 2016, hvor familien Evar, der drev Jacobs Pita og BarBQ, forlod lokalerne. Efterhånden blev inventaret i lokalerne ryddet, og et skilt med ordet »Udlejet« kom på facaden.
Nu søger Classic Pizza en restaurantchef til den nye pizzarestaurant, der skal flytte ind på den legendariske pitaadresse, og dermed er det officielt: pita bliver til pizza, når Classic Pizza flytter ind.
Det er første gang pizzakæden vælger at komme udenfor de finske grænser, mens den har 13 restauranter i Finland.
Og hvad kan aarhusianerne så forvente af den finske pizzakæde? Ifølge eget udsagn er det kvalitet og service, der er i højsædet. Med egne ord er kæden ikke »en af de typiske kebabpizzariaer«, og pizzaerne kan endda skylles ned med et glas champagne.
Siden 1973 har lokalerne huset forretning for Evar-familien. Det var Simson Evar og hans nu afdøde bror, Jacob, der i sin tid startede pitaproduktionen, hvorefter de hurtigt fik startet en pita-restaurant og BarBQ-restauranten i den anden halvdel af lokalerne. Dengang var stedet også kendt for pianobaren og livlige liveoptrædener.
Siden 2004, hvor Jacob Evar døde pludseligt, har det været Simson og datteren Sarah Evar, der har stået for driften af restauranten. I 2016 meddelte familien dog, at Jacobs Pita og BarBQ ville ophøre.
Ifølge Classic Pizza forventes den nye pizzarestaurant at åbne i august.