Fortsæt til indhold
Aarhus

Danmarks største bogkæde overtager legendarisk Aarhus-boghandel

Vangsgaard Boghus takker af og giver Henning Clausens tidligere boghandel videre til Arnold Busck.

Danmarks største boghandlerkæde, Arnold Busck, overtager den legendariske boghandel i Ryesgade, hvor Henning Clausen gennem 62 år drev boghandel. For 10 år siden flyttede Vangsgaard boghus ind, men en vandskade og en uafsluttet forsikringssag betyder nu, at antikvariatet må dreje nøglen og give den videre til Arnold Busck.

"Det er ingen hemmelighed, at Arnold Busck længe har ønsket at være til stede i Danmarks næststørste by, men placeringen og lokalerne skal være de rigtige. Butikken i Ryesgade 3 lever op til de krav, vi stiller til en sådan butik, så da muligheden for at overtage Vangsgaards boghandel viste sig at være en reel mulighed, slog vi til," siger adm. direktør Helle Busck Fensvig.

Butikken i Ryesgade er med sine 500 kvm i tre niveauer en af byens absolut største boghandler, og med åbningen i hjertet af Aarhus har Arnold Busck en central placering i alle større danske byer.

Arnold Busck bliver med åbningen også en del af en længere fortælling. Butikslokalerne har siden 2004 været drevet af Søren Vangsgaard, som overtog butikken fra den tidligere ejer Henning Clausen. Henning Clausen etablerede boghandlen tilbage i 1942, og det rygtedes, at han vidste nøjagtigt hvor i boghandlen, hans 70.000 titler var placeret. 62 år senere og i en alder af 88 år gik han på pension og gav dermed bøgernes hjem videre.

Det er altså en boghandel med en længere historie, som Arnold Busck nu træder ind i. Og det er ifølge bogkæden fint i tråd med Arnold Buscks egen historie, som strækker sig helt tilbage til 1896, da de åbnede første butik i København.

Vangsgaards Boghus lukker den 1. april og holder indtil da ophørsudsalg med 50 pct. på alle bøger.

Samtidig forsikrer Søren Vangsgaard de trofaste kunder i Aarhus om, at de stadig vil kunne finde sine bøger hos ham. Vangsgaard består i Fiolstræde i København, mens boghuset i Aarhus går tilbage til dets tidligere koncept med midlertidige pop-up butikker med antikvariske bøger.

"Vi håber på at kunne lave 1-2 udsalg om året i Aarhus i stil med vores store, succesrige tilbudsmarked på Clemens Torv," siger Søren Vangsgaard, der understreger, at det har været en fornøjelse at drive den navnkundige Henning Clausens pragtboghandel videre.