Fortsæt til indhold
Aarhus

Også de nyfødte skal høre klassisk musik

Aarhus Symfoniorkester vil nu have fat i de nyfødte og give dem klassisk musikalske oplevelser.

Man kan ikke begynde for tidligt med at høre musik.

Det mener også Aarhus Symfoniorkester, som nu vil have fat i selv de nyfødte og ikke mindst deres forældre.

Det skal ske først med hjælp fra de sundhedsplejersker, der besøger byens mindste børn og deres forældre samt gennem nyhedsbreve og hjemmeside. Dernæst bliver både forældre og børn inviteret til lokale babykoncerter, og endelig bliver der fulgt op med særlige symfonikoncerter hos Aarhus Symfoniorkester.

Det ambitiøse program, der hedder "Musikkens Børn", kan lade sig gøre, fordi Nordea-fonden har lagt 3,5 mio. kr. i kassen og Det Obelske Familiefond har suppleret med 500.000 kr.

Ideen er, at symfoniorkesteret skal være med til at styrke udviklingen af børnenes sociale, motoriske og sproglige udvikling. Det håber samtidig på, at også resten af familien bliver skubbet i den musikalske retning, den klassiske ikke mindst.

Projektet løber fra 2018-2024 og er en udbygning af Aarhus Symfoniorkesters arbejde med at nå alle kommunens børn og unge gennem gratis skolekoncerter og skolebesøg. Et arbejde, som 98 pct. af kommunens skoler de seneste år har takket ja til.

Målet er nu ikke bare at nå skolebørnene, men også alle nyfødte borgere i kommunen. Det betyder, at symfoniorkesteret kan invitere omkring 4.000 nyfødte og deres familier på musik og derigennem skabe sine fremtidige kunder.