Fortsæt til indhold
Aarhus

Northside har løftet Aarhus som musikby

Northside har medvirket til, at Aarhus igen er blevet en musikby, som også er kendt i resten af verden, lyder vurderingen i musik- og kulturlivet.

Beder man om et svar fra hestens egen mund, lyder det som følger:

»Vi har været med til at løfte byens musikprofil.«

Det siger John Fogde, talsmand for Northside, som det første svar på et spørgsmål om, hvad festivalen har tilført Aarhus.

Navne som Arctic Monkeys, Flaming Lips, Arcade Fire, Nick Cave, Lana del Rey, Grace Jones, Duran Duran, The Black Keys, Wu-Tang Clan, Beck, Iggy Pop og så alle de største danske har siden 2010 været på Northside-besøg.

Dertil kan i år tilføjes Radiohead og Frank Ocean, og det er internationale topnavne, som har placeret Northside og Aarhus som en international musikby, vurderer Jesper Mardahl, leder af Promus og Music City Aarhus:

»I den internationale musikverden er Aarhus især kendt for Spot og Northside, hvor Spot har en længere historie, og Northside for alvor er ved at ringe ind i manges bevidsthed, herunder i de internationale festivalkalendere og medier, ligesom festivalen hvert år trækker musikturister til byen,« siger han og fortsætter:

»Northside bringer kunstnerisk kvalitet til byen, og så er festivalen kendt for at være innovativ og bæredygtig, ligesom den vel også var en af de første herhjemme til at etablere sig som en ren by-festival,« siger Jesper Mardahl.

Music City Aarhus

I hans bestræbelser på at etablere Aarhus som en såkaldt Music City i et internationalt netværk spiller Northside en stor rolle:

»For at være med der skal vi have noget på hylderne, og det ville ikke give mening uden Northside, for deltagerne i netværket er byer, der producerer og leverer musik for både et smalt og bredt publikum,« siger Jesper Mardahl.

Carsten V. Nielsen er direktør for spillestedet Train i Aarhus:

»Northside har stor betydning for Aarhus som musikby, for festivalen har en størrelse og noget pondus, som er med til at skabe en musikalsk identitet på tværs af mange aldersgrupper og målgrupper,« siger han.

Train har et godt samarbejde med Northside og udveksler også medarbejdere, men Carsten V. Nielsen ser især Northside som en gevinst for hele byens musikliv.

»Northside bidrager med noget unikt som en fælles identitetsskaber, og det skaber en form for stolthed og glæde over, at sådan en stor festival også foregår i Aarhus,« siger han.

Stolthed over Northside

John Fogde fra Northside oplever også stoltheden:

»Jeg kan mærke, at der er en stolthed omkring Northside i byen – at vi nu har en festival med ambitioner, så man ikke behøver at tage ud af byen for at høre de store navne. Og så tror jeg også, at festivalen har været med til at skabe en større åbenhed om at bakke nye ting i Aarhus op,« siger han.

Den radikale kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad ser festivalen som en af flere aktører, der har været med til at placere Aarhus som en musikby på danmarkskortet.

»Aarhus er igen blevet en musikby med Northside, Spot og Danmarks Grimmeste Festival som nogle af frontløberne, og undersøgelser har vist, at musikbranchen i Aarhus nu omsætter for op mod 1,8 mia. kr. om året,« siger han.