Parkeringskaos: Hundrede vis af p-bøder til Bieber-koncert
Hele 377 parkeringsbøder blev der uddelt i forbindelse med Justin Biebers koncert mandag aften.
Cityassistenter fra Aarhus Kommune var særdeles aktive, da forældre kørte teenagere til og fra Justin Bieber-koncert på Jydsk Væddeløbsbane mandag aften. 377 p-afgifter blev der i alt udstedt, oplyser Joshua Krogager, teamleder for parkering i Aarhus Kommune.
Størstedelen af bøderne kom fra biler, der holdt ulovligt på fortovet langs de to indgange til væddeløbsbanen.
”Der var kæmpe udfordringer. Scanningssystemet ved øst-indgangen på Carl Nielsens Vej var nede, så folk blev sendt til vest-indgangen. Her var de nødsaget til at gå ude på vejen, fordi der holdt ulovligt parkerede biler på fortovet,” siger Joshua Krogager.
Foruden biler på fortovet blev der uddelt 81 bøder til biler, der holdt ved vejkryds, 10 ved busstoppesteder og en mindre del til biler, der ikke overholdt spærrelinjer og overkørsler.
Kommunen havde sendt syv cityassistenter af sted, der allerede fra om morgenen var på plads.
”Vi ville gerne understøtte en række drop-off zoner tæt på væddeløbsbanen. Her var vi til stede for at sikre, at folk udelukkende afleverede deres børn og ikke blev holdende på de midlertidige pladser, så trafikken ville blev ødelagt,” siger Joshua Krogager.
Hvorfor så mange bøder så?
”Så snart vi bevægede os væk, begyndte folk at holde på de midlertidige pladser. Inden cityassistenterne gik til frokost, havde de stort set ikke skrevet nogen afgifter, men da de kom tilbage, havde den ene bil taget den anden,” siger Joshua Krogager.
Afdelingen for parkering under Aarhus Kommune har tirsdag modtaget flere henvendelser fra borgere, der var trætte af det store antal biler i forbindelse med koncerten. Særligt villavejene syd for Jydsk Væddeløbsbane var proppet med biler, og her var det flere steder umuligt at holde uden at spærre vejen for gennemkørsel.
”Reglerne er sådan, at hvis en bil parkerer på en fem meter bred villavej, så kan en anden bil ikke holde lige overfor på den anden side, også selv om den holder på vejen og ikke fortovet. Der skal være minimum tre meters fri passage, så den bil, der kommer som nummer to og spærrer, holder ulovligt,” forklarer Joshua Krogager.
Kommunens cityassistenter kan dog ikke skrive bøder til bilerne. Der er vi ovre i en foreteelse, hvor bilen er til gene, og her er det kun Østjyllands Politi, der har kompetencen til at flytte bilen, oplyser han.
Joshua Krogager lægger vægt på, at der både var gratis parkering på Kalkværksvej og betalingsparkering i Dokk1 og Bruuns Galleri.
Men der er 3 km derude på gåben?
”Det er tit og ofte hurtigere at parkere et stykke fra begivenheden og så gå, cykle eller tage bussen. Ellers bliver man som regel fanget i en lang bilkø på vejen derud.”
Til trods for de mange bøder betragter Joshua Krogager dog stadig parkeringsopgaven som opfyldt.
”Opgaven lykkedes overordnet rigtig fint. Det kan godt være, vi har skrevet en masse afgifter, men for hver gang vi uddelte én, forhindrede vi 5-6 andre biler i at holde ulovligt, da de tydeligt kunne se se den gule seddel i forruden.”