Fest i alle regnbuens farver
Byens LGBT-miljø fejrede mangfoldighed på tværs af køn og seksuel orientering, da midtbyen for sjette gang lagde gader til Aarhus Pride.
Formanden for SF, Pia Olsen Dyhr, stod alene i Mejlgade. Hun var næsten ikke til at se for sit store regnbueskilt.
»Hvor er Bispetorv,« spurgte hun forvirret nogle forbipasserende.
Mange steder er det rigtig svært at være LGBT-person. Det gælder eksempelvis i fodboldmiljøet, hvor jeg endnu har til gode at se den første professionelle mandlige fodboldspiller springe ud.Mads Hedelund, formand, Aarhus Pride
Lyden af Whitney Houstons ”I Wanna Dance With Somebody” og 5.000 feststemte mennesker længere nede ved Aarhus Domkirke var ellers ikke til at tage fejl af. Her lyste Bispetorv op i regnbuefarver i et hav af flag og balloner. Fra musikscenen foran Aarhus Teater bedyrede formanden i Aarhus Pride, Mads Hedelund, med reference til orkesteret bag sig, at det næsten ikke var til at samle tankerne, »med så mange flotte, sorte mænd bag sig«.
»Nu er det jo ikke første gang, der står mange sorte mennesker bag dig, men den tager vi en anden gang,« replicerede dagens konferencier i dragkostume. Så var stemningen ligesom lagt.
Bøsse som skældsord
Men Aarhus Pride handler også om en dybereliggende alvor, mener Mads Hedelund.
»Mange steder er det rigtig svært at være LGBT-person i Danmark. Det gælder eksempelvis i fodboldmiljøet, hvor jeg endnu har til gode at se den første professionelle mandlige fodboldspiller springe ud. Det gælder også blandt etniske minoriteter. Senest har en fremtrædende debattør på live tv bruge bøsse som et skældsord,« siger Mads Hedelund med henvisning til Søren Krarups udtalelser i en DR2-debat i maj.
»Derfor fejrer vi mangfoldigheden og holder fest. Frem for at pege fingre ad det, der er galt, vil vi gerne vise Aarhus, at LGBT-personer er helt almindelige mennesker, som går i hjemmesko og køber ind i Brugsen.
Snarere end en kampdag er det en kærlig reminder om, at der fortsat er ting, der kan blive bedre,« siger Mads Hedelund med henvisning til at udvide horisonter, nedbryde fordomme og fejre retten til at være sig selv.
Mere fest end protest
I 2012 løb Aarhus Pride første gang af stablen. Mads Hedelund genkalder sig, hvordan der fra kommunen og byens erhvervslivs side var en smule tøven i forhold til initiativet.
»Dengang havde vi en oplevelse af, at man ikke vidste, hvad vi ville med paraden. Var vi sure? Var paraden en protest? I dag har man lært, at vi holder en stor fest, så nu nyder vi enorm opbakning fra kommunen og en masse virksomheder, der gerne vil være med og synes vores budskab er vigtigt,« siger Mads Hedelund.
Lørdagens parade løb fra Bispetorv gennem Latinerkvarteret og op langs Strøget. Undervejs på de små 3 km rundt trak optoget en masse smil og nysgerrige blikke.
Paraden sluttede i Musikhusparken, hvor festen til gengæld fortsatte ud på eftermiddagen i lyset af Aros og byens helt egen karakteristiske regnbue.