Fortsæt til indhold
Aarhus

Aarhusianerne sikrer sig mod indbrud som aldrig før

Forebyggelse: Antallet af hustande tilmeldt nabohjælp er de seneste to år mere end fordoblet i Aarhus Kommune. Det Kriminalpræventive Råd fastholder, at skærpede metoder som patruljering stadig er en opgave for politiet.

Imens antallet af indbrud falder, stiger tilslutningen til nabohjælp tilsvarende. Fra 2015 til 2017 er antallet af husstande tilmeldt nabohjælp mere end fordoblet fra 5.165 til 12.316 i Aarhus Kommune. Hos Det Kriminalpræventive Råd skyldes stigningen først og fremmest et godt samarbejde mellem Østjyllands Politi og Aarhus Kommune.

»Vi ser en landsdækkende tilstrømning til nabohjælp. Kigger vi særskilt på Aarhus, har kommunen og Østjyllands Politi været gode til at holde borgermøder om at indbrudssikre via nabohjælp. Har naboerne haft indbrud, eller skal man selv på ferie, tænker mange, at huset ikke skal være alene hjemme, og at nogen skal passe på det. Her handler nabohjælp dels om indbrudsforebyggelse, dels om tryghed i nærområdet,« siger Lone Harlev, projektleder hos Det Kriminalpræventive Råd.

International forskning peger på, at effektiv nabohjælp kan forebygge op til hvert femte indbrud. Det skyldes ifølge Lone Harlev, at naboernes vågne øjne øger gerningsmandens risiko for at blive set betydeligt.

Forebyggelse hjælper

»Hvis indbrudstyven kommer ind i et område, hvor folk passer på hinandens hjem og er opmærksomme på, om der sker noget unormalt i nærområdet, oplever indbrudstyven det som en øget risiko, dels for at blive set og opdaget, og dels efterfølgende fanget. Det, indbrudstyven frygter mest, er, at nogen ser ham, om det er forbipasserende eller naboen eller beboeren selv,« siger Lone Harlev.

Har naboerne haft indbrud, eller skal man selv på ferie, tænker mange, at huset ikke skal være alene hjemme.
Lone Harlev, projektleder, Det Kriminalpræventive Råd

Hos Østjyllands Politi er man enig i, at nabohjælpen er en af de bedste måder at forebygge indbrud på. Derfor har man de seneste år brugt mange kræfter på at klæde borgerne på, forklarer vicepolitiinspektør og ansvarlig for indbrud i Østjyllands Politi Rene Raffo.

»Det er ikke, fordi borgerne skal gøre politiets arbejde, men mange er interesserede i, hvordan man kan sikre boligen. I samarbejde med kommunerne har vi informeret borgere om, hvad der virker omkring indbrud. Vi har også inviteret tidligere indbrudstyve til at fortælle om, hvilke ting tyve går efter, og hvornår det er nemt og mindre nemt at begå indbrud i huse. Alt sammen i et forebyggelsesperspektiv,« forklarer Rene Raffo.

Mere tyverisikring

Foruden nabohjælp anbefaler Det Kriminalpræventive Råd skalsikring af huset. Ved skalsikring, der kommer af det engelske shield protection, bliver samtlige døre og vinduer i husstanden udstyret med små magneter. Magneterne registrerer vibrationer fra f.eks. et knojern, hvilket efterfølgende udløser en tyverialarm, inden tyven overhovedet er kommet indenfor. Hos Verisure, der er ansvarlig for bl.a. Falcks alarmsystemer, har man det seneste år oplevet en stigning i salget af alarmer i Aarhus og omegn på 65 pct.

»Vi ser en øget efterspørgsel efter alarmsystemer. Særligt på skalsikring, som Det Kriminalpræventive Råd kalder en effektiv måde at holde tyven ude på, kan vi se en tydelig tendens i vores salg og på det, kunderne efterspørger,« siger Rasmus Preuthun Carlsen, marketingdirektør i Verisure.

Østjyllands Politi vil hverken anbefale eller fraråde, at folk investerer i dyre alarmer, hvis det gør dem trygge.

»Det forebyggende arbejde betyder ikke, at folk skal bo i en Fort Knox-fæstning eller bruge en halv time på at sikre hjemmet, inden de skal på arbejde, men blot har tænkt på nogle basale løsninger i forhold til låse og lys. Vi kan ikke anbefale, at folk skal købe dyre alarmsystemer, men omvendt vil jeg heller ikke fraråde det,« siger Rene Raffo.

Private indbrudspatruljer

I områder af Nordsjælland, der er særligt hårdt ramt af indbrud, er private vagtfirmaer begyndt at lave indbrudspatruljering. En tendens, der ifølge flere af vagtselskaberne ikke rigtig er kommet til Aarhus endnu.

»Der er nok nogle enkelte steder, men mit indtryk er, at det er sjældent, at vagtselskaber patruljerer i private villakvarterer i Aarhus. På offentlige veje kan vi ikke stoppe nogen, her har politiet beføjelserne. Hvis det foregår på privat grund, kan ejeren give os beføjelser, men ellers ikke,« siger John Bundgaard, direktør i Aros Vagt.

Hos G4S har man tidligere patruljeret i Aarhus, og kommerciel direktør Morten Jæger forventer, at der fremover er et marked for såkaldte områdevagter i særligt ferieperioder.

»For tiden ser vi henvendelser om at køre i ferieperioder på én eller flere villaveje. Områdevagt er en nyere service, og jeg tror, vi kan forvente, at flere vil efterspørge det i udvalgte områder i Østjylland, som vi også ser det i udvalgte områder i Nordsjælland med høje indbrudsrater,« siger han.

Hos Det Kriminalpræventive Råd er man lidt mere forbeholden med private vagtværn som løsning mod indbrud.

»Det kommer an på, hvordan det er strikket sammen. Vi anbefaler nabohjælp som det første. Hvis man føler et behov for at organisere sig mere, skal man passe meget på. Her er der nogle ting, som vi som borgere kan gøre, og nogle ting, vi skal overlade til politiet,« siger Lone Harlev.

»Hvis visse folk er trygge ved, at en vagtbil kører gennem deres villakvarter, så skal jeg ikke være den, der taler for at tage den tryghed fra dem. Men i princippet synes jeg, at patruljevirksomhed er en opgave for politiet,« siger Rene Raffo, der stadig betragter nabohjælp og skalsikring som det bedste supplement til politiets bekæmpelse af indbrud.