Fortsæt til indhold
Aarhus

Flere Spot-koncerter ved åen til sommer

10 lørdagskoncerter frem til den 19. august.

Da den 23. Spot Festival løb af stablen sidste weekend, lagde næsten 10.000 mennesker vejen forbi dens koncerter, som var spredt ud på forskellige scener rundt omkring i Aarhus. En af dem var placeret ved åen over for Magasin og tiltrak et stort publikum, når der dagligt blev holdt koncerter.

Som noget nyt kan folkene bag Spot Festival afsløre, at Spot-koncerterne vil fortsætte sommeren over på samme scene og sted ved åen som under festivalen.

Aarhus Kommune har givet tilladelse til, at festivalen må holde 10 lørdagskoncerter fra den 27. maj og frem til den 19. august.

»Folk skal se, at der bliver gjort noget for musikken, når de kommer til byen, og koncerterne er et redskab til at gøre besøgende bevidste om, at Aarhus er musikkens by,« siger Gunnar K. Madsen, direktør for Spot Festival.

Dansk musikprofil

Festivaldirektøren mener, at koncerterne også kan promovere dansk musik og virke som reklamesøjle over for turister.

De forestående koncerter afspejler Spot Festivals egen danske musikprofil og vil derfor være en blanding af optrædener fra etablerede kunstnere og nye talenter.

Det bliver tydeliggjort med koncertrækkens første indslag lørdag den 27. maj, hvor den populære sangerinde Soleima vil gå på scenen. Hun er kendt for sin elektroniske popmusik og har tidligere på året været ”ugens uundgåelige” på P3 med sangen ”Cracks”. Sangerinden bor i København, men er født og opvokset i Skejby, så koncerten bliver et eksempel på, hvad Aarhus kan fremvise af talent – i bedste Spot Festival-ånd.

Helt ny idé

Soleima får selskab af Aarhus-bandet Soon, som spiller elektronisk R’n’B.

»Aarhusianske talenter er i fokus i koncertrækken, men det er ikke et krav, at man skal have en Aarhus-forbindelse for at få lov at give koncert,« siger Gunnar K. Madsen.

Idéen til at lade Spot-scenen blive stående er ny. Så ny, at det først blev forslået af Gunnar K. Madsen i sidste uge under selve festivalen.

»Jeg var i dialog med vores sponsorer og Aarhus Kommune, hvor vi snakkede om, at bylivet i Aarhus var for stillestående i sommerperioden. Så vi besluttede os for at lade scenen stå efter Spot Festival, så vi kunne holde koncerter med fokus på dansk musik og derved skabe liv i byen. Derefter kunne festugen så overtage den,« siger direktøren.

Selvom Gunnar K. Madsen er glad for den nye koncertplanlægning, forudser han allerede nu en udfordring, når de 10 koncerter bliver holdt.

Problemer med lydniveauet

Vi kan godt få lidt problemer med lydstyrken, da man ikke må spille særlig højt i byrummet.
Gunnar K. Madsen, direktør, Spot Festival

»Vi kan godt få lidt problemer med lydstyrken, da man ikke må spille særlig højt i byrummet ifølge kommunens regler. Vi kunne godt tænke os at få lidt mere lyd på musikken, så den fremstår mere magtfuld. På den anden side er vores tanker ikke at lave heavy rock eller andet larmende musik. Vi vil bare gerne have lov til at ramme det decibelniveau, der gør, at man kan få den rette styrke i musikken. Og der har vi en mindre udfordring. Reglerne er lidt til den lave side, nu når vi skal holde større koncerter,« siger han.