18-årige står bag banebrydende app til biografmørket
Alexander Grams ordblinde lillebror gav inspirationen til app, der snart kan opleves i mørket.
I fremtiden kan ordblinde få meget mere ud af en tur i biografen eller en filmaften foran tv’et. De to 18-årige iværksættere fra Horsens, Anders Bredgaard Thuesen og Alexander Gram, har nemlig opfundet app’en SubReader, der hjælper ordblinde med at få oplæst undertekster på film i biografen.
Produktet har sikret dem en nominering til Business Region Aarhus’ Iværksætterpris 2017 i kategorien "Young Stars".
»Vi har altid hygget os med at se film sammen derhjemme, men fordi min lillebror er ordblind, har det været nødvendigt at nogen kunne læse underteksterne højt for ham. Så bliver en film som Ringenes Herre temmelig lang,« fortæller Alexander Gram om en af de oplevelser, der gav ham ideen til app’en SubReader.
Alexander Gram overleverede idéen til sin partner Anders Bredgaard Thuesen, der har programmeret siden han var 10 år. Efter adskillige måneders udvikling i samarbejde med biografen Panorama i Middelfart, kan de to iværksætter nu se frem til, at app’en anvendes i de første biografer fra 1. juni 2017.
Teamet bag SubReader forventer, at man i løbet af 2017 vil kunne bruge SubReader i store dele af landet. Næste skridt er at få konceptet hjem i stuerne, og de to iværksættere vil koncentrere sig om denne videreudvikling af app’en efter endt uddannelse på henholdsvis HTX og STX til sommer.
Det banebrydende produkt og de to unge iværksætteres dygtighed, engagement og gåpåmod har sikret dem en nominering til Iværksætterprisen 2017 i Business Region Aarhus i kategorien "Young Stars", og dommerpanelet er imponeret.
»Subreader er en virksomhed bestående af to unge iværksættere, der på baggrund af egne erfaringer har fundet et hul i markedet. De har udviklet et produkt, der er en kæmpe hjælp for de mange mennesker, der ellers ville være nødt til at få andre til at læse underteksterne på eksempelvis film og serie højt for dem. Det er en god idé, og så kæmper drengene virkelig for deres drøm. Jeg ser dem som rollemodeller for andre unge, der går rundt med en iværksætter i maven,« siger Tessa Salling, chefkonsulent ved BusinessHorsens og formand for juryen bag Business Region Aarhus’ Iværksætterpris 2017.
Tirsdag d. 2. maj 2017 bliver det afgjort, om det bliver Subreader, der kan tage den fornemme iværksætterpris med hjem på kontoret. De to andre nominerede i kategorien er Watery.dk; salg af svømmetøj og svømmeudstyr samt online svømme-community, og Canvas Planner; et work management softwaresystem til projektledelse.