Gammel idé og en gin og tonic blev til parasolsucces
Der kom - efter nogen tid - noget godt ud af det, da iværksætters far brokkede sig over familiens parasolfod.
En 10 år gammel idé i en skuffe, en gin og tonic og et dedikeret iværksætterpar – det er den utraditionelle opskrift for Josefine Østerby og Christian Toft Jakobsen, der står bag den unge virksomhed Plinthit. De har opfundet en let flytbar parasolfod og er godt i gang med at indtage både det danske og tyske marked.
Plinthit er nu nomineret til Business Region Aarhus’ Iværksætterpris 2017 i kategorien "The World Is Yours".
En sommerdag gik Josefine Østerbys far rundt på terrassen og bandede over parasolfoden til havens hængeparasol. Den var tung og uhåndterbar, og med en gigtplaget krop var det næsten umuligt for ham at flytte rundt på den. Han gav sig til at eksperimentere med en segldug og noget sand og opfandt en helt ny måde at holde parasollen uden rør og rustne skruer. Den brugbare løsning endte dog som skitser i skuffen ved arbejdsbordet.
10 år senere sidder hans datter på en café i Aarhus med sin nye kæreste, og over en gin og tonic overleverer hun idéen med den unikke parasolfod til ham.
»Jeg havde lagt mærke til, at der ikke var sket noget på parasolfodsmarkedet – de bestod stadig af et rør, en betonklods og nogle skruer. Christian havde den rigtige iværksættergejst, og et halvt år efter vores gin og tonic-snak fik vi vores CVR-nummer,« fortæller Josefine Østerby.
Virksomheden Plinthit blev stiftet i 2014, mens det unge par på blot 23 somre studerede til en BA i Business Administration på Handelshøjskolen i Aarhus.
De to unge iværksættere startede med at sælge deres produkt i Danmark i 2016, men bevægede sig hurtigt ind på det tyske marked, hvor de nu har 70 pct. af deres kunder. De udvider hele tiden netværket og forventer en tidobling af produktionen inden 2018. Plinthit er derfor blevet nomineret til Business Region Aarhus’ Iværksætterpris 2017 i kategorien "The World Is Yours".
»Plinthit er et meget dedikeret iværksætterteam. De har udviklet en unik parasolfod, der gør både logistik, flytbarhed og vedligeholdelse nemmere – og samtidig er den pæn at se på. Virksomheden er allerede i gang med eksporten og har flere planer for yderligere udvikling i fremtiden,« forklarer Tessa Salling, chefkonsulent ved BusinessHorsens og formand for juryen bag Business Region Aarhus’ Iværksætterpris 2017.
Om det bliver Plinthit, der kan prisen med hjem på kontoret bliver afgjort tirsdag d. 2. maj 2017. De to andre nominerede i kategorien er Clearhaus; det første privatejede betalingsinstitut i Danmark og Bedre Nætter; online salg af kvalitetssenge.