Rådmand: Penge til symfoniorkester gør op med skævvridning
Sammen med tre andre orkestre får Aarhus Symfoniorkester tilført til sammen 7,8 mio. kr. frem til 2021.
Symfoniorkestrene i Odense, Aalborg, Sønderjylland og Aarhus kan se frem til at få 7,8 mio. kr. ekstra om året.
Afsenderen af pengene er kulturminister Mette Bock, som tager pengene fra Sjællands symfoniorkester Copenhagen Phil.
»Jeg glæder mig over, at der nu bliver gjort op med den mangeårige skævvridning af kulturmidlerne mellem Hovedstadsområdet og resten af Danmark,« udtaler rådmand for Kultur og Borgerservice, Rabih Azad-Ahmad (R), i en pressemeddelelse.
Omprioriteringen kommer til at ske gradvis over de næste fire år frem til 2021, hvor de fire orkestre til sammen vil modtage to mio. kr. i 2018 stigende til 7,8 mio. kr. i 2021. Samtidig skal der arbejdes med strategi og udvikling af orkestrene i de kommende år med henblik på et tættere samarbejde, talentudvikling og bedre kontakt til blandt andet børn og unge i hele landet.