Fortsæt til indhold
Aarhus

Byrådet har godkendt kæmpe Aarhus Ø-projekt

Torsdag bliver det helt officielt, hvem der får lov at bygge byens nye vartegn på havnen.

Claus Hommelhoff er en af mændene bag det vindende projekt på Aarhus Ø. Foto: Joachim Ladefoged

Onsdag aften kunne byrådet i Aarhus endelig godkende planen for, hvem der skal bygge på den yderste spids på Aarhus Ø. En grund som Aarhus Kommune har udbudt til 192,5 mio. kr.

Som JP Aarhus fortalte allerede lørdag, er det tilbuddet fra Anpartsselskabet Lighthouse United, som bl.a. rigmanden Claus Hommelhoff står bag, der er blevet valgt.

Selskabet ledes af direktør Rune Kilden.

Læs også

Arkitekt Kim Herforth Nielsen, partner i arkitektfirmaet 3XN, har slået stregerne til projektet fra Lighthouse United, der tilmed bliver Danmarks højeste hus.

Den officielle præsentation af vinderprojektet foregår torsdag kl. 11 med deltagelse af borgmester Jacob Bundsgaard (S) samt rådmand for Teknik og Miljø, Kristian Würtz samt repræsentanter for det valgte projekt.

Arkitekt Kim Herforth Nielsen udtalte sig lørdag om projektet:

»Jeg ser det som min arv til Aarhus. Højhuset bliver 128 meter og faktisk Danmarks højeste bygning. Der bliver mange aktiviteter, og øverst oppe kommer en restaurant og en udkigsplatform, som alle kan komme op i,« siger arkitekten.

Han har også tegnet de første etaper af Lighthouse-byggeriet i Aarhus Ø. Heri indgik også et fyrtårn på 142 meter på den yderste spids, men det opgav Claus Hommelhoffs selskab Havneinvest at opføre i december 2013, da det blev for dyrt, især fordi der er plastisk ler med stor elasticitet i undergrunden.