Fortsæt til indhold
Aarhus

Livet som absurd teater

Aarhus Teater viser nye sider af tidens teater med forestillingen ”Morph”.

»Husk at være forsigtige, og husk at smile,« siger instruktøren, Kristján Ingimarsson.

Det er nu ikke helt let at smile, selv ikke som trænet skuespiller, når man bliver sendt igennem de kraftanstrengelser, som instruktøren har lagt ind i sit teaterstykke ”Morph – Rethink human behaviour”.

De medvirkende kravler rundt oven på hinanden og op og ned ad væggene i de glasmontrer, som er en del af scenografien.

Til gengæld siger de ikke så meget. ”Morph” er en meget fysisk og visuel teaterforestilling, som forsøger at forklare mennesket som menneske.

Fra skrald til kunst

At morphe betyder at være under gradvis forandring, og det er forestillingen.

Det, der er samlet i et stort net, er det rene skrald på det ene tidspunkt, et kunstværk på det næste.

De ensomme mennesker, der står i hver sin montre, er pludselig mast sammen i en anden, og bedst som en ser ud til at have styr på en flok zombieagtige personer, tager de magten.

Tilsyneladende.

»Det er et stykke, der udvikler sig,« fortæller Kristján Ingimarsson og ser ud til at have helt ret.

Det kan godt være, at skuespillerne – der har specielle ekstrakompetencer som dansere, cirkusartister, performere og akrobater – er koncentrerede, men som publikum er det svært at lade være med at smile, når det kører derudaf oppe på scenen og viser livet, som det også er: fra det morsomme til det absurde, fra det komiske til det mørke.

»Publikum tages med på en rejse,« siger instruktøren.

Det er teater i en gentænkt version, og sådan skal det være, mener teaterdirektør Trine Holm Thomsen, nu det er kulturhovedstadsår under temaet ”Let’s rethink”.

»Teater gentænkes jo altid, ellers er det jo en reproduktion, men i år præsenterer vi teater, som vi ikke ser så tit, for at vise, hvad teater også kan være,« siger hun og fremhæver, at teatret har indledt nye samarbejder i år, inspireret af kulturhovedstadsprojektet.

»Vi har også taget nogle andre arbejdsmetoder til os, ligesom vi viser fremadrettet teater, nogle nye veje.«

Teatret har fem samarbejder med 2017-fonden i år.

Se en bid af forestillingen her. Artiklen fortsætter under videoen.

Morph - Rethinking human behaviour

Et intelligent univers

”Erasmus Montanus”, som spillede for fulde huse i februar og marts, var det første, nu kommer ”Morph” og senere på året ”Edda”, instrueret af den amerikanske instruktør Robert Wilson, samt de to vandreforestillinger ”Premiere” og Fragt”, hvor den første foregår i teatret, den anden på Aarhus Havn.

Publikum skal udfordres, og det bliver det, mener teaterdirektøren.

»Jeg tror på, at publikum får en fantastisk oplevelse med ”Morph”. Det er et meget intelligent univers, Kristján Ingimarsson sætter op. De leger på scenen, og det bliver de ved med, så det er en meget umiddelbar forestilling, sjov og smuk.«