Fortsæt til indhold
Aarhus

Gentænk madpakken

Arla blæser til kamp mod usund madkultur. Børn og unge skal lære at lave god mad.

Et madpakkebord på 500 meter fyldt med gode råvarer. Sådan lyder invitationen, når Arla vil have byens børn til at gentænke madpakken på Tangkrogen i forbindelse med Food Festival til september. Arla leverer råvarerne, og madguider vil stå klar med kyndig vejledning, når børnene skal udfordres på madpakkens indhold, smag og udseende.

Madpakkebordet er et samarbejde med Kulturhovedstaden og et af mange tiltag fra mejerigiganten, der skal komme børn og unges usunde madvaner til livs.

»Vi vil udbrede bedre madkultur og sundere spisevaner til børn og unge. Kun 4 pct. af alle børn er med i køkkenet, når der skal laves mad, og vi er ved at tabe en hel generation, der ikke ved, hvordan man laver mad. Hvis du ikke har lært at lave mad hjemmefra eller i skolen, risikerer du at få nogle usunde spisevaner resten af livet,« siger Arlas direktør, Jakob Bernhard Knudsen.

Særlig fokus på børn

Da Arla blev kontaktet af folkene bag Kulturhovedstaden, blev virksomheden spurgt, om den havde lyst til at deltage i 2017-projektet. Arla ville dog ikke give økonomisk støtte, men ville hellere selv aktivt tiltage i Kulturbyen med egne projekter. Det skulle ske med forskellige gastronomiske tiltag, der kunne udvikle madscenen i regionen og have særligt fokus på børn og unges madvaner.

»Vi har som virksomhed et socialt ansvar for at få folk til at have sundere fødevarevaner. Det er derfor, at vi vil genopfinde den sunde madpakke,« siger Jakob Bernhard Knudsen.

Det kæmpe madbord vil kunne bespise næsten 5.000 mennesker ifølge direktøren, og det er børnene, der selv skal udvikle madpakken. Målgruppen er børn mellem 8 og 14 år.

Verdensrekord

Med det gigantiske bord vil Arla samtidig prøve at en slå en Guinness-verdensrekord. Det hidtil længste frokostbord har nemlig kun været på 275 meter, så det bliver en lille verdenssensation, når bordet bliver sat op til september.

Madpakkebordet sker som en forlængelse af Arlas ”MADmovers”, der også er et Kulturbysprojekt og et undervisningstilbud til alle 6. klasser i hele regionen.