Fortsæt til indhold
Aarhus

Politisk ærgrelse og undren over letbaneforsinkelse

Aarhus Letbane afviser at svare på centrale spørgsmål i sagen.

Frygteligt ærgerligt. Sådan lyder reaktionerne fra flere byrådsmedlemmer, efter det fredag kom frem, at letbanen bliver yderligere forsinket og først forventes køreklar efter sommerferien.

»Man har nok overvurderet, hvor lang tid det ville tage. Det er sindssygt ærgerligt, det er der ingen tvivl om,« siger byrådsmedlem Jan Ravn Christensen (SF)

Hos Nye Borgerlige er det ikke så meget forsinkelsen, men snarere tidspunkt for offentliggørelsen, der undrer.

»Det er ikke lang tid siden, at Aarhus Letbane forsikrede mig om, at der ikke var nogen tegn på, at projektet skulle være forsinket. Derfor tænkte jeg ”hvad foregår der?”, da jeg fik nyheden om at letbanen først står klar efter sommerferien,« siger byrådsmedlem Lars Boje Mathiesen (NB).

Hos K hæfter man sig også ved timingen. Byrådsmedlem Steen Stavnsbo (K) mener, at det er parternes sidste chance for at rykke åbningsdatoen for letbanen, inden tilliden til projektet fordufter.

»Når Aarhus Letbane melder ud om forsinkelse så kort tid før den planlagte åbning, så har man kun et skud i bøssen. Herfra burde der ikke komme flere overraskelser,« siger Steen Stavnsbo.

Bod til leverandør

Hos Aarhus Letbane begrunder man åbningens udskydelse med forsinkelser på sikkerhedstjek og anlægsarbejde. Af samme grund lægger SF vægt på, at sikkerheden skal prioriteres, men også at leverandøren, ASAL-konsortiet, skal betale bod for ikke at overholde tidsplanen.

»Sikkerheden skal selvfølgelig være på plads, inden letbanen kører sin første tur. Men derfor går jeg selvfølgelig ud fra, at de bestemmelser, der er omkring bod i kontrakten, efterleves,« siger Jan Ravn Christensen.

Hvordan boden skal betales, har det været svært for JP Aarhus at få indsigt i. Pressechef i Aarhus Letbane Jens Velling oplyser, at man nu har varslet bod til konsortiet, men kan ikke komme nærmere ind på, om man vil indføre dagsbøder eller i givet fald hvornår. Blot at der formentlig bliver tale om et tocifret millionbeløb.

Aarhus Letbane ønsker heller ikke at oplyse, hvilken slutdato leverandøren i sin tid forpligtede sig på. Trods gentagne forsøg har det ikke været muligt, at få en kommentar fra direktør i Aarhus Letbane, Claus Rehfeld Moshøj, om de nærmere kontraktkrav, Aarhus Letbane har stillet til leverandøren.

Hos SF lægger man først og fremmest vægt på, at forsinkelsen ikke må få konsekvenser for buspassagerne.

»Jeg forventer, at man snart kan komme med en præcis dato, for folk skal også vide, hvad der sker med busdriften, indtil letbanen kommer til at køre. Aarhusianerne skal selvfølgelig have et transportalternativ, indtil letbanen kommer i gang,« siger Jan Ravn Christensen.

Mandag holder Midttrafik møde med kommunen og regionen om forsinkelsens påvirkning af bussernes køreplaner. Ole Sørensen, leder af busplanlægning i Midttrafik, oplyser, at forsinkelsen ikke kommer til at påvirke passagerne, da Midttrafik regner med at fastholde den nuværende køreplan.