Aarhus2017 vil i dialog med rockmiljøet i Aarhus
Kulturbyledelsen vil mødes med det rytmiske miljø i Aarhus for at høre gode ideer til kulturbyårets afslutningsevent i november eller december.
Måske ender 2017 med en stor rockkoncert.
Eller en hel dag, hvor den rytmiske musik fylder byen.
Aarhus2017 er i hvert klar til en dialog med det rytmiske miljø i Aarhus for at drøfte mulighederne i forbindelse med den sidste af fire såkaldt mega-events i kulturbyåret, som er en afslutningsevent i november eller december.
Torsdag den 6. april inviterer byens produktionscenter for rytmisk musik, Promus, til et dialogmøde med alle byens aktører indenfor musikmiljøet, hvor Juliana Engberg, progamchef for Aarhus2017, og en række andre planlæggere i kulturby-ledelsen vil møde frem for at høre gode ideer fra musikmiljøet.
Formålet med mødet er ifølge invitationen at:
»Kvalificere et ”open call” i forbindelse med afslutningsarrangementet, der har fået arbejdstitlen ”Åben By”. Formålet med at gennemføre et open call fra Aarhus 2017’s side, er at invitere musikaktørerne til at tage ejerskab for på dette centrale element af afslutningseventen - at udbrede værtskabet og åbne byen op for indbyggere og gæster den pågældende aften,« hedder det i indkaldelsen.
Jesper Mardahl, leder af Promus, ser frem til dialogen:
»Det er rigtig fint, at der nu lægges op til en god dialog med Aarhus2017 om afslutningsarrangementet, og vi håber, at så mange som muligt vil møde frem. Vi står som formidlere, men det er produktionsmiljøet, der skal byde ind her, og vi mærker allerede en god interesse for mødet,« siger han.
Jesper Mardahl, repræsentanter for Train og Northside og andre aktører i musikmiljøet i Aarhus kritiserede i artikler i JP Aarhus i februar 2017-programmet for at mangle rock- og popmusik.
Formand for Aarhus2017, borgmester Jacob Bundsgaard (S), sagde dengang, at:
»Det er da ærgerligt, at man har den opfattelse, at man ikke er blevet hørt, og derfor må vi genstarte dialogen på en måde, så man føler sig inddraget i projektet. Jeg synes egentlig, at der er masser af rytmisk musik i programmet, men jeg lytter til, hvad der bliver sagt, og der er stadig dele af programmet, som ikke er færdige.«
Mødet er som nævnt torsdag den 6. april, og det foregår hos Promus, der bor i den tidligere "Huset"-bygning i Vester Allé.