Fortsæt til indhold
Aarhus

Forlaget Klematis drosler ned og knopskyder med haveklub

Efter mere end 30 år skærer havemanden Claus Dalby forlagsaktiviteterne til og satser på ny abonnementsdrevet forretningsgren.

Louise Reseke, MediaWatch

Flere abonnementsindtægter og mindre løssalg. Mere havemand og mindre forlægger.

Sådan lyder strategien for forlæggeren med de grønne fingre, Claus Dalby. Igennem mere end 30 år har han udgivet bøger om hobby og have samt historier for de mindste med forlaget Klematis som afsender.

Men nu lægger den kendte havemand haven om og drosler ned for bogudgivelserne for at satse på en ny haveklub, der slog dørene op den 1. marts.

»Vi har igennem små 30 år udgivet omkring 100 titler om året. Nu er vi nede på 60, og det vil nok være halveret inden for et par år. Vi holder fast i mine egne titler og de små hobbybøger, men børnebøgerne er snart historie,« siger Claus Dalby.

Havebøgerne, som han selv har stået bag som forfatter og udgiver, holder han fast i, men børnebøgerne, der hidtil har været en del af udgiverprogrammet, bliver færre. Det samme gælder de store hobbybøger – på nær konceptet af hundrede-kronersbøger som “Hæklede klude”, der stadig kan gøre sig i konkurrencen med det boomende how to-marked på nettet, hvor læserne i dag kan finde masser af hobbyguides fra hobbyfolket på Youtube eller blogs. Kursændringen i forlaget sker efter flere år med underskud for Klematis, der dog er godt polstret efter en længere årrække med millionplus.

Siden 2011 har bundlinjen været negativ med resultater mellem minus 1 og 2,5 mio. kr. Men egenkapitalen er stadig på 8,8 mio. kr., selv om underskuddene har gjort et indhug.

Tilbage i manegen

Kigger man på holdingselskabet bag forlaget, Klematis Holding, ligger et endnu blødere rygstød på 50 mio. kr. i egenkapital.

»Nu har jeg drevet forlag i godt og vel 30 år, og de 20 år var en ren drøm, så vi er godt polstrede. Men de sidste fem-seks år har været svære. Der er stadig forlag, der tjener penge, men det er forlag med en anden konstellation end vores. Vi var de første med hobbybøger og ramte en niche, og så har vi haft en andet ben i kraft af vores børnebøger, som vi har solgt mange titler af til bibliotekerne. Men biblioteksmarkedet er meget mindre og næsten ikke-eksisterende i dag, og hobbybøger er mærket af, at der ligger rigtig meget ude på nettet,« siger Claus Dalby.

I forbindelse med omlægningen er antallet af ansatte i forlaget reduceret – mens haven stadig vil være arbejdsplads for tre fastansatte gartnere i villaen i Risskov, der er hjem, arbejdsplads, “showroom” og attraktion på en og samme gang.

»Vi er gået fra at være en halv snes stykker i forlaget til at være fem i dag inklusiv os selv (Claus Dalby samt medejer af forlaget Jaume Servera, red.), og vi kommer til at skære endnu mere ned. Vi har ikke været ude at fyre i den store stil, men vi har skåret langsomt ned ved naturlig afgang, og nu viser det sig, at haveklubben kan blive en god og rentabel forretning,« siger Claus Dalby, der uddyber, at antallet af ansatte i forlaget er reduceret.

Med haveklubben vender Claus Dalby samtidig tilbage som hovedbrand og omdrejningspunkt i forretningen – og foran kameraet. På traditionelt tv har han tidligere været en del af holdet af DR-profiler som Søren Ryge og Camilla Plum med jord under neglene – senest med programmet “Drømmehaver” på DR2, og tv-erfaringen kommer i spil i haveklubben, hvor Claus Dalby ugentligt producerer en inspirationsvideo i samarbejde med fotografen Katrine Kaarøe.

»Med forlaget har jeg de senere år ikke været så udfarende, som jeg tidligere har været, og der synes jeg, det er super spændende med haveklubben, så for mig er det også noget med at være tilbage i manegen igen.«

Overgår forventninger

Hovedproduktet i Claus Dalbys Haveklub er det ugentlige nyhedsbrev for medlemmerne, der følges af en 10 minutters inspirationsvideo med ham selv og den aarhusianske have i hovedrollen. Med godt 70.000 følgere på Facebook og tæt på 100.000 på Instagram har Claus Dalby også favnet de sociale mediers tidsalder, hvor forlæggeren kan rekruttere haveentusiaster og medlemmer til haveklubben. Også Politiken Plus og Haveselskabet har medlemskabet på hylderne.

Haveklubben har haft en tilgang på omkring 700 medlemmer ifølge Claus Dalby, heraf godt 400 er guldmedlemmer, der betaler lige under 1.000 kr. for et årsmedlemskab, der giver rabat på bøger, foredrag og besøg i Claus Dalbys have.

»Jeg havde håbet på mellem 500 og 1.000 medlemmer i første år, men jeg er allerede op på 700, hvoraf størstedelen har tegnet det store medlemskab,« forklarer Claus Dalby, der forventer, at haveklubben løber rundt i sig selv i løbet af i år.

»Vi er godt på vej til at nå break even og gør det i hvert fald inden for de næste par måneder. Videoproduktionen for hele det første år er indregnet. Her første år er der ret store udgifter forbundet med det rent logistiske og opbygning af hele platformen, men det er jo engangsudgifter,« siger Claus Dalby, der forventer et overskud på en halv mio. kr. af haveklubben næste år – mens målet for 2019 er “minimum” en million.

På sigt ser Claus Dalby haveklubben som en hovedforretning – og måske med internationalt sigte.

»På den korte bane vil haveklubben nok fylde fifty-fifty af forretningen, men på den længere bane vil den fylde mest. Der er en del medlemmer fra Norge og Sverige, så det kan godt være, at jeg på et tidspunkt ruller det ud i andre europæiske lande og tekster på det engelsk,« siger han.