Fortsæt til indhold
Aarhus

Bytte købmand: EU-millioner for investorhjælp

I Navitas’ forskerpark har krypteringsvirksomheden Sepior fået hjælp af naboer til at finde investorer. Til gengæld fortæller medarbejderne i Sepior, hvordan de fik fat i EU-penge.

»I Incuba Navitas bor din virksomhed blandt de bedste inden for deres felt. Her skaber virksomheder, iværksættere, forskere, undervisere og studerende sammen rammerne om et førende vidensmiljø.«

Sådan lyder den lokkende beskrivelse af kontorfællesskabet i den stjerneformede Navitas-bygning på Incubas egen hjemmeside. JP Aarhus har sat Jakob Illeborg Pagter, teknisk direktør i krypteringsvirksomheden Sepior, stævne for finde ud af, hvad de flotte ord egentlig betyder.

Vi skal bruge Arnbitter, kaffe og internet, så er vi kørende.
Jakob Illeborg Pagter, , teknisk direktør i Sepior

For det første følger der en masse lavpraktiske fordele med et kontor i Incuba, forklarer direktøren.

»Vi har adgang til en masse services, som vi ikke selv kan opretholde som virksomhed med syv medarbejdere. Vi har en reception, en kantineordning og adgang til mødelokaler. Samtidig har det altid været uvist, hvornår og hvor meget Sepior vil vokse, og lejemålet er så fleksibelt, at vi bare banker på hos Incubas direktør, når vi har brug for mere plads,« siger Jakob Illeborg Pagter.

Simpel og fandenivoldsk

Sepiors kontor på syvende etage i Navitas-bygningen har udsigt over Bestseller-bygningen og ud over Kattegat, og tre skåle med iværksætteres foretrukne legetøj, Lego, optager et af kontorets hæve-sænkeborde.

»Vi skal bruge Arnbitter, kaffe og internet, så er vi kørende,« udbryder Jakob Illeborg Pagter, da JP Aarhus’ fotograf bemærker to lange rækker med tomme Arnbitter-flasker i kontorets ene ende.

Helt så simpel og fandenivoldsk er Sepiors forretningsmodel dog ikke. Den kræver også en hel del højt specialiseret hjernekraft. Med bl.a. 18 mio. kr. i ryggen fra EU har virksomheden netop lanceret sin første version af et krypteringsværktøj til virksomheder, som ønsker at kryptere data lagt i en datasky hos firmaet Amazon. På sigt vil Sepiors krypteringsværktøj passe til flere såkaldte cloud-tjenester, som mange danskere har stiftet bekendtskab til via Dropbox.

På sjette og syvende etage i Incuba Navitas ligger Sepior side om side med 65 andre virksomheder, der beskæftiger sig med videnstunge og specialiserede områder. Ud over de daglige og lidt tilfældige snakke på gange og i fællesarealer sørger Incuba for, at Jakob Illeborg Pagter har kontakt med medarbejdere og iværksættere i andre virksomheder til fælles frokost hver onsdag og morgenmadsarrangementer.

»Til de fælles begivenheder har vi bl.a. mulighed for at møde nye forretningsbekendtskaber eller blive inspireret til en ny frugtordning,« siger Jakob Illeborg Pagter.

Derudover har naboskabet med bl.a. investeringsvirksomheder betydet, at der har været adgang til råd og vejledning, når der skulle findes investorer til Sepior. Og medarbejderne i krypteringsvirksomheden har også givet igen den anden vej.

Energi og central placering

»Vi har fået 18 mio. kr. via et EU-program, som er ret attraktivt, fordi man får penge uden at afgive ejerskab. Jeg har snakket med flere virksomheder i Incuba om, hvordan man kommer i nærheden af de penge,« siger Jakob Illeborg Pagter.

Mai-Louise Agerskov, direktør for Incuba, forklarer, at forskerparken nøje udvælger virksomheder til kontorfællesskabet, hvor innovative og forskningstunge virksomheder inden for cleantech, it og sundhed har fortrinsret. Ud over at bo i en bygning fyldt med forskere, studerende og undervisere, forklarer direktøren, at virksomhederne har adgang til miljøer drevet af Incuba med bl.a. Aarhus Universitet, Aarhus Universitetshospital, Maskinmesterskolen og Agro Food Park.

Idéen til Sepiors forretning tog form tilbage i 2004, hvor flere af virksomhedens stiftere arbejdede for forskellige forskningsprojekter på Aarhus Universitet. Men først i december 2015 blev Jakob Illeborg Pagter som en af de første ansat på fuld tid i virksomheden. Siden har Sepior haft vokseværk, og i den periode har medarbejderne nydt godt af at have kontor i Navitas, hvor forskere, studerende, undervisere og iværksætter har deres daglige gang.

»Stedet har en rigtig god energi, som vores gæster og investeringspartnere virkelig bemærker, når de er på besøg. Derudover har vi lige ansat en ung mand, som gerne vil arbejde og bo i centrum af byen, og jeg har på fornemmelsen, at det levende miljø i Navitas og den centrale placering har en klar positiv effekt i forhold til at rekruttere kompetente medarbejdere,« siger Jakob Illeborg Pagter.

Artiklens emner
Sepior