Fortsæt til indhold
Aarhus

Aarhus på sejlsportens verdenskort

Verdens største kapsejlads Volvo Ocean Race kommer til Aarhus i 2018. De deltagende både skal runde et pejlemærke i vandet ud for Dokk1 på finaleruten.

Det har stået højt på ønskesedlen i en længere årrække.

Det er aldrig sket før i Volvo Ocean Race, at bådene laver en så spektakulær mærkevending. Aarhus kommer til at skrive sejlsportshistorie.
Thomas Capitani, , direktør for Sailing Aarhus

Og nu bliver det opfyldt – verdens største kapsejlads Volvo Ocean Race kommer til Aarhus i 2018.

Den 22. juni 2018 runder de otte deltagende både i Volvo Ocean Race et pejlemærke i vandet tæt ved Dokk1, og dermed får aarhusianerne nogle timers chance for at følge verdens bedste sejlere helt tæt på.

Nyheden blev præsenteret tirsdag eftermiddag ved et pressemøde på Dokk1 af en firkløver bestående af borgmester Jacob Bundsgaard (S), den radikale kulturrådmand Rabih Azad Ahmad, Anders Runevad, adm. direktør i Vestas, og Karin Bäcklund, kommerciel direktør ved Volvo Ocean Race.

Og det er stort for Aarhus – og måske er det springbræt til noget endnu større.

Det fortæller Thomas Capitani, direktør for Sailing Aarhus. Han har kæmpet for at få eventen til Aarhus siden sin tiltrædelse i 2007, og derfor er det ekstra stort for ham.

»For os sejlere er det bare det største, og derfor er det helt fantastisk, at Volvo Ocean Race nu kommer til Aarhus. Det er en drengedrøm, der går i opfyldelse for mig, og jeg håber, at folk vil sige, bare de dog havde været her lidt længere tid,« lød det fra direktøren ved gårsdagens pressemøde.

Kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad (R) sejlede mandag ud i havnebassinet med det pejlemærke, som bådene i Volvo Ocean Race 2018 skal runde. Foto: Tanja Carstens Lund

Håb om at blive værtsby

Han håber nemlig, at sejladsens korte besøg i 2018 kan bane vej for, at Aarhus om tre år kan blive egentlig værtsby i Volvo Ocean Race, hvilket betyder, at bådene ligger i havn i en uges tid.

Den plan var på trapperne allerede i 2012. Dengang fik kommunen lavet en rapport, der anslog en meromsætning i byen på op mod 100 mio. kr., hvis Aarhus blev værtsby, men en ansøgning krævede en kommunal investering på over 32 mio. kr., og det sagde et byrådsflertal nej til, hvorefter ansøgningen blev trukket tilbage.

»Men vi mærker allerede nu øget interesse fra virksomhedernes side, og det kan måske bane vej for en egentlig ansøgning om at blive værtsby i 2020 eller 2021,« siger Thomas Capitani.

Den plan kan borgmester Jacob Bundsgaard (S) også se for sig.

»Jeg ser gerne Aarhus som værtsby for Volvo Ocean Race, hvis vi kan få kommunens udgifter længere ned, men nu gælder det i første omgang besøget i 2018, som vil blive en kæmpe oplevelse,« siger han.

Vindmøller i feltet

Han glæder sig desuden over, at Vestas igen har en båd med i løbet.

»Kombinationen af Volvo Ocean Race, Vestas og Aarhus er rigtig god, for alle har målsætninger om bæredygtighed,« siger borgmesteren.

Hvor stor en rolle, Vestas’ svenske direktør Anders Runevad har spillet i at få Volvo Ocean Race til Aarhus, er ikke oplyst, men Vestas og Aarhus Kommune har i hvert fald samarbejdet tæt om at tiltrække eventen.

Aarhus bliver den 22. juni mellemstation på selve finaleruten, der går fra Gøteborg til Haag i Holland, og det betyder bl.a. massiv mediedækning med medfølgende helikoptere på turen.

»Det er aldrig sket før i Volvo Ocean Race, at bådene laver en så spektakulær mærkevending. Aarhus kommer til at skrive sejlsportshistorie,« siger Thomas Capitani.

Besøget i Aarhus kommer en god måneds tid, inden byen i august næste år skal være vært for VM i sejlsport i alle olympiske bådklasser, hvilket betyder et rykind af 1.500 sejlere fra hele verden og op mod 400.000 tilskuere.

»Hvor Aarhus i 2017 er europæisk kulturby, bliver byen i 2018 verdens hovedstad for sejlsport,« som kulturrådmand Rabih Azad Ahmad bemærkede ved pressemødet.

Med begivenheden sætter Aarhus en ny streg under byen som international sejlsportsby.

I 2018 er Aarhus som nævnt vært for VM i sejlsport, i 2019 vender The Tall Ships Races, der er verdens største kapsejlads for skoleskibe, tilbage til Aarhus, og i december i år er Aarhus desuden vært for Yacht Racing Forum, som er en konference for den globale yacht racing industri med deltagelse af sportens vigtigste personligheder og eksperter.