Byens gamle hotel
Hotel Royal opnåede hurtigt en høj status efter åbningen i 1838.
Hotel Royal i hjertet af Aarhus ved Store Torv åbnede tilbage i 1838.
På daværende tidspunkt var der kun et andet indlogeringshus i byen. Det nye hotel opnåede hurtigt en høj status. For en lav betaling kunne man få en opvartning som næppe var set i Aarhus før.
Gennem tiden har hotellet oplevet flere renoveringer, men alligevel har det i store træk beholdt sit udtryk siden starten af 1900-tallet.
Både arkitektur og indretning bærer præg af hotellets historie og den neoklassiske periode, som det er bygget i. Hotellet rummer desuden over 300 originale kunstværker.
I dag anses Hotel Royal stadig som et af de mest luksuriøse hoteller i Aarhus midtby. Det er også ofte her, at internationale musikere og kunstnere overnatter, når de besøger det jyske.
Af prominente navne nedskrevet i gæstebogen står blandt andre Madonna, Kanye West, Johnny Depp, Axl Rose og – selvfølgelig – Thomas Helmig.
Da Madonna overnattede på Hotel Royal efter en koncert i Horsens i 2006, fik hun som tak for besøget lov til at vælge en gave fra hotellet. Manageren kom dagen efter ned til receptionen og fortalte, at valget var faldet på et Hans Krull-maleri, der hang på et af hendes to værelser. Et maleri, Hans Krull husker som det nok største på hotellet overhovedet.