Fortsæt til indhold
Aarhus

Østjyllands Politi er hurtigst i landet

Tal fra Rigspolitiet viser, at Østjyllands Politi har den bedste gennemsnitlige responstid blandt alle landets kredse.

Danni Paulsen, Lokalavisen Aarhus

Otte minutter og 43 sekunder. Så kort tid gik der i gennemsnit i de tre første kvartaler af 2016, fra Østjyllands Politi modtog en anmeldelse, til en patrulje var fremme. Det viser Rigspolitiets opgørelse over politikredsenes responstider.

Østjyllands Politi er den politikreds med hurtigst responstid af alle – over et halvt minut hurtigere end nummer to på listen, Københavns Vestegns Politi.

Et resultat, som vicepolitiinspektør Kristian Juliussen, leder af vagt- og alarmcentralen hos Østjyllands Politi, er glad for.

»Vi sammenligner os ikke så meget med de andre kredse, men vi vil gerne gøre det så godt, vi kan,« siger han og understreger, at opgaveomfang, geografi og organisering kan være meget forskellig fra politikreds til politikreds.

Dansk politi måler mange ting og har et væld af indsatsområder, men gode responstider er et vigtigt parameter, mener Kristian Juliussen.

»Det betyder rigtig meget. Tryghed er vores primære mål, og i den forbindelse er responstider bare vigtige. At borgerne føler, at vi kommer hurtigt, når de virkelig har brug for os,« siger han og forsikrer, at tallet hele tiden forsøges nedbragt. Otte minutter og 43 sekunder kan virke som voldsomt lang tid, når man står i den anden ende. Jeg kan ikke love, at vi bliver hurtigere, men jeg kan love, at vi gør alt, vi kan.«

Ifølge Kristian Juliussen forsøger vagt- og alarmcentralen hele tiden at analysere sig frem til, hvilke områder det er strategisk fornuftigst at placere patruljevogne i:

»Vi prøver at dække alle vores kommuner ligeligt, men det er en stor politikreds, og vi vil aldrig kunne dække 100 pct. Der er flest anmeldelser i Aarhus, så derfor placerer vi langt flere biler der end i Grenaa.«