International gulerod for Aarhus-bands og solister
Promus og Music City Aarhus inviterer et band eller en solist i Aarhus til at spille koncert under Spot Festival og indgå i et internationalt netværk.
»Var det noget at spille på Spot Festival 2017 og få et internationalt netværk?«
Sådan lyder lokkemaden fra Promus til bands og solister i Aarhus.
Sagen er, at Promus og Aarhus er blevet en del af det internationale netværk Music Cities Network i samarbejde med byer som Hamborg, Groningen, Sydney og Bergen, og i det samarbejde har Promus-leder Jesper Mardahl udviklet ideen om et særligt projekt i forbindelse med Spot Festival 2017.
Her vil netværkene i Bergen og Hamborg stille med et band, ligesom Aarhus vil, og de tre bands eller solister skal spille hver sin koncert på Godsbanens åbne scene lørdag under Spot.
»Det er en håndholdt måde at komme i et internationalt netværk på. Det giver muligheden for at spille på Spot Festival og møde hinanden, og vi forsøger at finde tre bands, der på en måde matcher hinanden. Vi arrangerer desuden en del aktiviteter for de tre bands under festivalen, og vi ved erfaringsmæssigt, at bl. a. tyskerne er gode til at få pressedækning, så der kommer omtaler i tyske medier,« fortæller Jesper Mardahl og fortsætter:
»Det er både en mulighed for at spille på Spot, som jo i sig selv er en ære, og så er der den ekstra gulerod at lære andre bands at kende, og de folk, som de har med i form af managers, agenter med mere.«
Bergen har musiknetværket Brak, og byen har netop fostret musikfestivalen ”Vill Vill Vest”, der løb af stabelen i september sidste år. Hamborg har bl. a. sin Reeperbahn Festival hvert år i september med over 800 events.
Betingelserne for deltagelse er, at bandet eller solisten hører hjemme i Aarhus, synger på engelsk og har en vis erfaring og professionel tilgang til musikken i form af spillejob på spillesteder og festivaler og har udgivet musik.
»Det er ikke helt upcoming, men det kan måske være en ekstra chance for et band eller en solist, der har søgt Spot, men ikke er kommet på programmet, og det er vigtigt at understrege, at der ikke er tale om et mini-Spot, for bandet bliver en regulær del af selve Spot Festival,« siger Jesper Mardahl.
Deadline for ansøgning er 6. februar, og det heldige – og dygtige – band, som slipper igennem nåleøjet, vil blive udvalgt af en jury bestående af Amira Gluhic, booker på Headquarters, Micha Schaarup, booker ved Aarhus Festuge, Asbjørn Lyhne, medejer af Sound of Aarhus, John Fogde, talsmand og booker ved Northside og Tom Fjederholt, manager og booker ved VoxHall.
Spot Festival er 4.-7. maj i Aarhus.