Fortsæt til indhold
Aarhus

Erhvervsfolk er klar til at cykle 810 km på fem dage i september

Interessen for at cykle fra Aarhus til næste års kulturhovedstad, Leeuwarden, er så stor, at holdkaptajnen venter at kunne stille med et fint felt.

Alt tyder på, at et svedigt østjysk cykelfelt hen på eftermiddagen den 6. september i år vil trille ind i den hollandske by Leeuwarden – europæisk kulturhovedstad 2018.

Omkring 60 erhvervsledere deltog mandag i et informationsmøde om cykel-projektet i Dokk1, og med den interesse er holdkaptajn Claus Michael Møller fra erhvervsnetværket Connecting Biz and Bike overbevist om, at der vil være tilstrækkelig tilslutning til turen.

»Det var et meget godt fremmøde, og flere har tilkendegivet, at de vil med. Et sted mellem 20 og 25 havde allerede inden mødet meldt sig til, og vi arbejder på at blive et fint hold på 30-35 personer,« fortæller han.

Der bliver afgang fra Aarhus i den sidste weekend af festugen. Feltet, som ud over erhvervsfolk kommer til at bestå af repræsentanter fra Aarhus Kommune og Aarhus 2017, vil derpå begive sig ud på en 810 km lang cykeltur over fem etaper.

Stik vest på dag ét

Første etape lørdag den 2. september går vestpå gennem Region Midtjylland, hvor cyklisterne vil besøge flere af de kommuner, som er en del af Aarhus 2017.

»Idéen er at bringe kulturstafetten videre til Leeuwarden, selv om der stadig er flere måneder tilbage af kulturhovedstadsåret. Gjorde vi det senere, ville risikoen for dårligt vejr være større, men målet er også at profilere Aarhus som europæisk kulturhovedstad og skabe opmærksomhed om Aarhus som aktivt og innovativt erhvervs- og kulturcentrum,« siger Claus Michael Møller.

Officiel modtagelse

Efter en overnatning i Ringkøbing sætter feltet søndag den 3. september kursen sydpå langs vestkysten. Onsdag den 6. september ankommer holdet til Leeuwarden, hvor der er arrangeret en officiel modtagelse med repræsentanter fra byen.

»Der vil blive byrundvisning, og Leeuwarden vil formentlig løfte sløret for, hvad byen har af kulturhovedstadsplaner på det tidspunkt. Der vil også blive lejlighed til at udveksle erfaringer og få givet nogle gode råd videre, inden vi kører hjem i bus torsdag den 7. september,« fortæller Claus Michael Møller.

Deltagerne indleder nu et træningsforløb, der vil gøre dem i stand til at cykle de op til 190 km lange dagsture.