Første stik er taget hjem til Aarhus
2017: Kortene er blandet, spillet sat i gang, og nu har Aarhus et år til at bevise, at et kulturhovedstadsår kan gøre en forskel for byen og borgerne. Første stik blev taget hjem lørdag aften.
Der var ikke megen tid til at hvile på laurbærrene for 2017-fondens adm. direktør Rebecca Matthews efter en lørdag aften med et åbningsshow, som byen og borgerne tog imod med det smil, som Aarhus gerne vil være kendt for.
Træt, men glad var hun søndag formiddag på Moesgaard Museum for at genhøre det cypriotiske kor, der også var en del af det officielle åbningsshow i musikhuset, som bl.a. dronningen, statsministeren og kulturministeren overværede. Koret havde sammen med den cypriotiske ambassade inviteret til en time til halvanden med smagsprøver af både kunstnerisk og kulinarisk art i anledning af, at byen Pafos på Cypern deler titlen som kulturhovedstad med Aarhus.
Næste skridt: Cypern
Pafos’ åbningsfest finder sted i den kommende weekend, og Rebecca Matthews er sammen med bl.a. 2017-fondens programdirektør Juliana Engberg og Aarhus Jazz Orchestra inviteret til festlighederne.
Det var en forbindelse mellem en cypriotisk kunstners syngende søn og en kommende udstilling på Moesgaard Museum, der førte til, at det var på museet, at Pafos viste sig frem. Faktisk er der også en hel anden forbindelse mellem Pafos og Danmark. For den danske konge Erik Ejegod døde der på sin vej fra Rusland til Jerusalem i 1103 og er begravet i Pafos.
Fra sydbyen skulle Rebecca Matthews videre til midtbyen, hvor Kvindemuseet havde fernisering på den norske kunstner Marit Benthe Norheims nye udstilling, ”Mit skib er ladet med minder”.
Også her kunne man, som alle andre steder, høre ordet ”fantastisk” blive sagt igen og igen.
Det var det ord, der blev brugt, da veninden sms’ede, naboen ringede på, andre skrev på Facebook, kulturrådmanden smilende konstaterede, kulturdirektøren det samme med opbakning fra Karin Salling, næstformand i Salling Fondene, der har sponsoreret en del af lørdag aftens festligheder.
Det var det ord, kollegaerne brugte, da de rapporterede fra gader, stræder og havnekajer i Aarhus.
Og det ord, som Rebecca Matthews brugte, da hun skulle reflektere over åbningsshowet.
»Tak til alle jer derude«
»Tak alle jer derude for at være så fantastiske, så fulde af kærlighed,« sagde hun.
»Tak for, at så mange mennesker tog del i åbningsbegivenhederne, og tak for, at det blev så glad og fredelig aften.«
Rebecca Matthews er dybt taknemmelig over, at det stort anlagte åbningsshow blev lige nøjagtigt så stort, som hun og alle hendes medarbejdere havde drømt om.
»Det var en aften, der fik mig til at føle mig som en aarhusianer,« sagde den britiske direktør og indrømmede gerne, at hun kneb en tåre, da dronning Margrethe, som satte det store optog i gang holdt et lille, oplyst vikingeskib op i strakt arm.
Faktisk var også dronningen så betaget af synet af de mange mennesker med skibe, og det hav af mennesker, der fulgte med – politiet opgør det til 70.000 – at hun blev stående længere end planlagt for at få så meget af optoget med som muligt, inden hun skulle videre i sit eget program.
Det er kun lige begyndt
»Men husk nu: Dette var kun begyndelsen. Vi har et langt år foran os, og jeg håber, at man vil tage lige så godt imod de kommende begivenheder, som man gjorde ved åbningen,« sagde 2017-direktøren.
Også Aarhus Kommunes kulturdirektør Kirsten Jørgensen har svært ved at få armene ned.
»Lørdagens begivenheder oversteg alle de forventninger. Første stik er taget hjem, det er en kolossal tilfredsstillelse« sagde hun.
»Det er jo ingen hemmelighed, at der har været nogen søgang undervejs, men Rebecca Matthews har vist sig at være søstærk,« sagde hun med henvisning til, at det var vikingeskibe, der meget symbolsk sejlede kulturhovedstadsåret i gang.
Kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad (R), der var med på Kvindemuseet, var lige så begejstret, ikke mindst over den aktive deltagelse fra borgernes side.
»Det gør en kulturrådmand glad og stolt. Også at det hele foregik i sådan en fred og fordragelighed.«
Det gjorde det også, da Kvindemuseet skulle have udstillingen talt i gang og gjorde det i vanlig afslappet stil
»Hvor er Esther?« og »Kan I høre noget«, lød det i højttalerne, og hovedtaleren Else Marie Bukdahl, der er en af de 18 kvinder på over 70 år, der har fortalt deres erindringer til Marit Benthe Norheims kunstværk, måtte have kulturrådmanden til at hjælpe med mikrofonen og holde hendes papirer.
De 18 kvinders fællestræk er, at de har levet grænseløst på hver sin måde.
Forarbejderne til de symbolske galionsfigurportrætter i udstillingen er en del af Marit Benthe Norheims tre sejlende kunstværker, Lifeboats, som også var en del af et åbningsshowet.